Søg

Vi troede vi skulle


Forfatter: Marie Hougaard

Udgivet: 3/3 - 2022

Forlag: Lindhardt & Ringhof

 

Vi troede vi skulle er Hougaards debutroman og omhandler den unge kvinde Hannah. Hun er i midten af trediverne og sammen med sin kæreste, Johan, har hun i et stykke tid forsøgt at blive gravid - dog uden held. Men hvordan er det, når man pludselig skal til at have hjælp til noget, som man havde forventet ville ske helt af sig selv? Og er det overhovedet det, hun ønsker? Intet går i det hele taget, som Hannah havde forestillet sig, og det hele kompliceres yderligere når kvinden Mina dukker op og skal købe en rød jakke.


Det var bare ikke sådan her jeg troede det skulle være, siger jeg. Hvordan troede du så det skulle være? At jeg bare blev gravid og skulle forholde mig til det. Ikke at jeg skulle forholde mig til om jeg vil være gravid.

Vi troede vi skulle er en minimalistisk roman - en genre, jeg holder jeg meget af. Hougaard har skabt en pageturner af en roman og jeg fløj nærmest igennem den. I sin sproglige stil minder den mig om Sofie Dues Før vi ved af det vender lyset tilbage. Det minimalistiske sprog gør bogen hurtig og let at læse og samtidig er der så meget som bliver fortalt mellem linjerne. Dette underbygges af måden hvorpå teksten er brudt op af store linjeskift - der er altså rent fysisk gjort plads til, at der kan være noget mellem linjerne. Derudover holdt jeg særligt meget af Hougaards dialoger, som på ægte Korsgaard-manér er så realistiske (og indimellem tåkrummende), at jeg nærmest følte jeg selv var til stede. Den slags elsker jeg jo!


Wow, siger Trine, da Johan er uden for hørevidde. Hun stikker mig en albue i siden. Hvad venter du på? Hvad mener du? Lav da nogle børn med ham. Mit grin er en lyd der undslipper mit forræderiske strubehoved.

Romanen handler, i grove træk, om forventninger. De forventninger vi har til hinanden og til livet i sin helhed. Hannah og Johans forventning om problemfrit at kunne blive forældre, deres forældres forventning om at blive bedsteforældre, Hannahs søsters forventning om at blive moster og forventningen om at venskaberne skal forblive uforandrede selvom ens venner går hen og får børn.

Romanen sætter også spørgsmålstegn ved, hvorvidt denne idé om at skulle blive forældre kommer inde fra os selv eller om det er blevet noget man bare gør, fordi sådan gør alle andre og sådan har det altid været.

Til sidst sætter romanen også fokus på de tanker og følelser, som kan være forbundet med barnløshed og dét at skulle i fertilitetsbehandling. Særligt er det fint, hvordan Hougaard formår at vise det fra både kvinden- og mandens synsvinkel. Selvom kvinden skal gennemgå en lang og hård proces under en fertilitetsbehandling, kan det også være svært for manden at håndtere dét at have en dårlig sædkvalitet og dermed være "skylden" for den manglende graviditet.


Alt er fint, siger hun. Men det er det jo ikke, har jeg lyst til at sige.

Alt i alt er Vi troede vi skulle en ærlig roman om alt det svære ved at være i midt trediverne og være underlagt et hav af forventninger - både fra andre, men også fra én selv. Hougaard har skabt en pageturner som i sit enkle sprog, gjorde den svær at slippe og jeg glæder mig til at læse mere fra hendes hånd.


♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ 6/6

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget (reklame).