
Forfatter: Jesper Bugge Kold & Mich Vraa Udgivet: 20/4 - 2022
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Året er 1945. Krigen er endnu ikke endeligt afsluttet, men en række kz-fanger skal hentes hjem fra Neuengamme af Folke Bernadottes hvide busser. I busserne er der læger og sygeplejersker, heriblandt den unge Dagmar. Hun har kun ét mål: hun skal hente sin mand. Hjemme venter hendes to døtre og hendes mor, men Dagmar er villig til at gøre alt hvad der skal til for at få sin mand tilbage.
Nu er klokken næsten seks, og Dagmar går ad sportspladsens grusbane langs rækken af busser. Det er et mærkeligt syn, de spøgelsesagtigt hvide køretøjer, næsten som noget hun kunne se i en drøm.
I Tre dage i april følger vi Dagmars rejse med bus 474 ned igennem et fuldstændig ødelagt Tyskland. Hvad der udadtil virker som en kort køretur bliver en livsændrende oplevelse for Dagmar. Til at begynde med havde jeg svært ved at forestille mig hvordan tre dage kunne fylde en bog på næsten 400 sider. Bogen overraskede mig dog positivt, da rejsen til Neuengamme er kombineret med flashbacks fra Dagmars liv, og dermed formår at holde mig engageret som læser fra start til slut. Jeg kendte til historien om de hvide busser, og har også set videoerne hvor de kommer kørende ind i Danmark til en stor hyldest. Jeg havde dog intet kendskab til hvordan tilværelsen var ombord på busserne og hvilke oplevelser de kunne komme ud for.
Da jeg så, at forfatterduoen Kold & Vraa udkom med en ny bog, blev jeg spændt, da jeg elskede deres roman Pigen fra det store hvide skib (2021). Mine forventninger var derfor høje, men de blev heldigvis indfriet. Bogen indeholder både Dagmars liv før, under og efter de tre dage i april og dermed bliver det en hel historie, som dog stadig efterlader læseren med en række ubesvarede spørgsmål. Uden at afsløre for meget kan jeg også fortælle, at de to fortællinger af Kold & Vraa bliver flettet sammen på en smuk måde til sidst, hvilket var en fantastisk og uventet detalje.
Som med sin forgænger er det tydeligt, at der lægger en stor mængde research bag denne bog. Om det er livet som kz-fanger i Neuengamme, kvinde på fattiggård eller hjemmegående mor, har jeg en oplevelse af, at det er fremstillet autentisk. Derudover fandt jeg også særligt karaktererne interessante, og jeg tror egentlig at historien kunne være lige så spændende hvis det havde været fra Dagmars mors eller mands perspektiv.
Fortællingen er beskrevet detaljeret, men uden at handlingen går i stå, og jeg nød læseoplevelsen. Jeg er blevet klogere på, hvor stor en forandring tre dage kan skabe og det var skønt med en ny, interessant vinkel på anden verdenskrig.
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♡
5 ud af 6
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget (reklame).