
Forfatter: Petra Nagel
Udgivet: 28/9 - 2021
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Petra: Kan du huske, da jeg farvede mit hår helt hvidt? Far: Næ... det kan jeg faktisk ikke. Petra: Det var HELT hvidt...? Far: Hvornår gjorde du dét? Petra: Dengang jeg var i USA... Far: Det var dén tur, hvor du aldrig ringede hjem... Hvorfor spørger du? Petra: Fordi jeg er i gang med at skrive en bog om at være ung og ikke vide alt. Far: Puha, den bog skal jeg ikke læse...
(fra bogens introduktion)
I Ting, jeg har lært, da det var for sent - en feltguide til voksenlivet beretter journalisten og tv-værten, Petra Nagel, om sit liv på nærmest biografisk vis. Selvom hendes alder kun siger 37, har hun alligevel meget at fortælle, og hun formår at gøre det på fineste (og ærligste!) vis. Bogen er dedikeret til "alle de unge (og knap så unge) Petra'er". Noget, jeg meget vel kan identificere mig med.
Bogen har en smuk grafik og er opbygget med kapitler med længere, spøjse titler såsom:
"Jeg hedder Petra, og jeg er tøjskifter" (Kapitel 4)
"Hvorfor det er, at det er så bøvlet (og dejligt) at have venner, når man er blevet voksen. Noget om venskaber..." (Kapitel 6)
"Uddannelse er en superfed ting. Men du overlever også uden..." (Kapitel 10)
Titler, som egentlig er meget beskrivende i forhold til, hvad kapitlet omhandler. Hvert kapitel afsluttes med et "morale" afsnit, hvor Petra binder en sløjfe på kapitlets tema. Generelt har bogen en superfin og kreativ visuel opbygning med indholdsfortegnelse, farverige kapitelintroduktioner, privatfotos fra Petras liv, små interviews og diverse lister.
Kære Krop. Lad mig starte med at undskylde.
Min første tanke var, at bogen var meget Hella Joofsk i sin stil og sprog, men undervejs blev jeg opmærksom på, at bogen faktisk er helt sin egen og dermed må den jo nok defineres som Petra Nagelsk. Der er ikke patent på spøjse titler og selvindsigt, og jeg sidder tilbage med et indtryk af, at Petra formåede at formidle sine budskaber klart igennem - de gik i hvert fald klart igennem hos mig. Morale-kapitlerne skærer Petras budskab ud i pap og fortæller læseren, hvad hun har lært at sine oplevelser - de ting, hun har lært, da det var for sent.
Det var sgu ikke det, jeg lærte i gymnasiet eller på universitet, der har givet mig de vigtigste redskaber, jeg har i dag.
Jeg er selv en 24-årig kvinde, som indimellem kan være i tvivl om mine beslutninger og valg i livet, og Petras ord fik nærmest mine skuldre til at sænke sig. Hvor mange af os er egentlige hundrede procent sikre i vores valg og har vi ikke alle været tøjskifter på et eller andet tidspunkt i vores liv? (Her må man læse bogen for at forstå, hvad en tøjskifter helt præcist er). Og apropos tøjskifter, så åbner Petra sig helt op, og introducerer læserne for alt fra bananfyren, sine (både kønne og mindre kønne) tatoveringer, sin familie, venskaber (og klubbi), sin fortvivlelse og usikkerheder, men også succesoplevelser og glæder.
(...) et "ægte" venskab er meget mere og andet end at drikke kaffe sammen på sit stamsted eller ligge på sofaen sammen og spise, mens man taler om sig selv.
Petra har med sin bog Ting, jeg har lært, da det var for sent givet mig en god læseoplevelse. For at en type bog som denne skal være interessant for mig, skal forfatteren give noget af sig selv, og det oplever jeg bestemt, at Petra gør med denne bog. Hun åbner ærligt op om sit liv og de erfaringer hun har med sig. Tanker, som man måske kan være flov over at have haft, fortæller Petra åbenhjerteligt om, og det finder jeg enormt prisværdigt. Samtidig har Petra en helt enestående evne til at reflektere over sine oplevelser og komme frem til, hvad hun har lært af dem. Derfor kunne bogen heller ikke have haft nogen anden titel, for den er præcis det, den fortæller læseren "en feltguide til voksenlivet", som fortæller om alle de ting, Petra har lært, da det var for sent - men som hun heldigvis deler med os, der måske ikke har lært det endnu! Bogen er skrevet i et levende sprog, som gør den hurtig og let at læse. Derfor slugte jeg også bogen i nærmest ét hug, og nød hvert et kapitel.
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
6/6
Tak for den indsigtsfulde læsning og de lærerige ord til Petra Nagel, og tak til forlaget Lindhardt & Ringhof for anmeldereksemplaret (reklame).