
En episk fortælling fra Jakob Ejersbos roman træder levende ind på scenen i Aalborg Teaters spektakulære opførelse af Nordkraft. Opdelt i tre akter, ligesom bogen, tager stykket publikum med på en rutsjebanetur af følelser og indtryk. Jeg har været så heldig at være inde at se stykket hele to gange, og det var en fornøjelse begge gange. Jeg ville ønske, at en opsætning som denne blev optaget, så man kunne gense den igen og igen - det ville jeg elske.
Det, der virkelig rørte mig ved stykket, var den imponerende måde, hvorpå de formåede at fortolke romanens kompleksitet og bringe historien til live på scenen. Jeg kunne let genkende scenerne fra bogen og opleve dem på ny og yderst fængende vis. Skuespillet, scenografien og musikken skabte en helhed, som var fuldstændig tro mod bogens univers og ånd. Skuespillernes præstationer var fængslende og autentiske, og de formåede både at skabe humor og alvor. Nordkraft er jo i princippet en tragisk fortælling om en gruppe unge i Aalborg, der lever på kanten og stort set alle sammen har et misbrug. Det må siges at være en kunst i sig selv at skabe et stykke, som ikke bliver for tungt og trist, men rent faktisk kombinerer både det tragiske med det humoristiske - og dét var min oplevelse, at de formåede. Derudover var scenografien en visuel fest og skabte en atmosfære, der dykkede dybt ned i romanens dystre og intense univers.
Nordkraft er en teaterkoncert og derfor er musikken også et af de bærende elementer i stykket. Stykket er spækket med fantastiske sange. Mange af sangene gad jeg godt genhøre og har haft flere af dem på hjernen siden, dog var der en enkelt sang - "Det ansigt der var mit" - som blev en anelse undervældende i og med, at jeg helt lavpraktisk havde svært ved at høre, hvad der blev sunget. Her havde det (synes jeg) været oplagt at placere sangteksten på bagtæppet/skærmen, så man dermed ikke missede noget.
Udover den fantastiske musik var kostumerne også fede og gav nærmest - det ellers realistiske stykke - et strejf af science fiction. Generelt var det tydeligt, at der var blevet lagt stor vægt på detaljerne hele vejen igennem - det var gennemført.
Stykket kulminerede i en kraftfuld afslutning under Stetos begravelse, hvor der blev leveret en præstation gennem sang og råb, der ramte mig lige i hjertet og gav mig en ægte Strunge-vibe. Det var en intens, voldsom og rørende præstation, der blev fulgt op af en mere stille og rørende afsluttende sang.
En særlig bedrift ved Nordkraft er, hvordan de formåede at bringe historien ind i nutiden. Selvom romanen finder sted i 90'erne, formåede stykket at forblive relevant. Det siger også noget om, hvor tidsløse romanens tematikker og budskaber i virkeligheden er.
Aalborg Teater har altså formået at levere en bragende opførelse af Nordkraft, der ikke kun formår at bringe Jakob Ejersbos fantastiske roman til live, men også formår at tilføje sange, musik, kamptaler til fortællingen. Jeg er ikke typen, der går ofte i teatret, men efter denne oplevelse, er der ingen tvivl om, at jeg bør gøre det noget oftere. Det særlige ved stykket er også, at stykket kan appellere til alle. Det er ikke kun for de dybt kulturradikale, men for enhver, der ønsker at blive underholdt og bevæget. Jeg tør næsten love, at du vil blive fanget og engageret uanset din baggrund. Det er altså en teateroplevelse, der har mine største anbefalinger.
Blev inviteret ind at se stykket - reklame