Forfatter: Katja Ranvits
Udgivet: 2019
Forlag: Forfatterskabet / Superlux
Bagsidetekst:
“En lun sommernat finder pædagogen Cecilie Knudsen en hårdt såret kvinde i skoven tæt ved Solvang Behandlingscenter. Den ukendte kvinde bærer en dagbog, hvis grusomme beretninger viser sig at have tråde til en af Danmarkshistoriens værste kidnapningssager. Dagbogen rækker sine lange, mørke fangarme ud efter alt omkring sig. Og byder ondskaben indenfor i Cecilies liv. Pludselig ånder fortiden Cecilie tungt i nakken. En fortid hun har kæmpet for at undslippe. Stille Skrig er en historie om hvad der sker, når mennesket står over for en virkelighed, der udfordrer de rammer og normer, man lever efter.”
Med Stille skrig har Ranvits skrevet en spændende, uhyggelig og ikke mindst god thriller/krimi. Det er en genre jeg yderst sjældent læser, men da jeg blev tilbudt et eksemplar tænkte jeg: hvorfor ikke give det et skud? En beslutning jeg bestemt ikke fortryder.
Til at begynde med, blev jeg ikke fanget af fortællingen, men efter de første 100 sider havde jeg meget svært ved at slippe den igen. Jeg var helt opslugt af universet og den yderst uhyggelige handling. Undervejs sad jeg flere gange og var spændt på, hvad der ville ske og blev følelsesmæssigt påvirket, hvilket betyder så meget for min læseoplevelse.
“Cecilie kunne godt lide symbolikken i dette mesterværk. At der fandtes noget større end hende selv. Hun forestillede sig, at det var den måde, man som menneske skulle opføre sig på - som bar man verden på sine skuldre.”
Eftersom man følger en pædagog, var det også meget sjovt for mig (som selv er pædagoguddannet), at læse de faglige overvejelser, som Solvang Behandlingscenter gør sig i forbindelse med Stephanias indlæggelse. Dog var der en del faglige beskrivelser i bogens begyndelse, hvilket jeg desværre oplevede som en smule tungt.
“Jeg tænkte hele tiden på dig. Tænkte: Mor, du skal hente mig. Nu. Selvom vinduet er dækket til, kan jeg vel godt flyve ud sammen med dig. Jeg skriger stadig stille og er bange for, at han hører mig. Håber på, at han glemmer mig herinde. Så jeg dør.”
Jeg nød at læse Stille skrig og sad som på nåle af bare spænding over den stærke fortælling. Det er en barsk historie, som bestemt ikke er for sarte sjæle, men jeg oplevede, at Ranvits fandt en god kombination mellem det makabre og hyggelige, så bogen forblev en fornøjelse at læse.
Jeg ser meget frem til at læse efterfølgeren Larmende stilhed.
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♡
5/6
Bogen er modtaget af forfatteren (reklame).