
Forfatter: Anna David og Christina Wiboltt Norup
Udgivet: 23/6 – 2023
Forlag: Byens Forlag
I børnebogen Sov sødt med dyrene tager sangerinden Anna David og illustrator Christina Wiboltt Norup os med på en hjertevarm og drømmende rejse gennem dyrenes verden. Den søde bog, fyldt med små digte og akvarelmalerier, er skabt med kærlighed og kreativitet og er rettet mod de yngste læsere (2-5 år).
Bogens skønhed udfolder sig i dens enkle, kærlige og søde vers, der er perfekt afstemt til børnenes fantasi og gør dét at skulle sove – også selvom det er en lur midt på dagen – til en naturlig del af tilværelsen. Derudover skaber de poetiske vers en beroligende og hyggelig atmosfære, hvilket gør den helt oplagt til godnatlæsningen.
Christina Wiboltt Norups akvarelmalerier er desuden et bærende element i bogen. Hendes illustrationer er både æstetiske og smukke, men de er også så tilpas finurlige, således at børn også vil kunne lide de søde dyr. Helt generelt er samspillet mellem smukke vers og smukke illustrationer det, der gør Sov sødt med dyrene til en lille, drømmende perle i børnelitteraturen. Jeg er overbevist om, at ethvert barn vil finde sit yndlingsdyr til godnatlæsningen.
At kombinere poesi og kunst på denne måde er en gave til både børn og voksne. Sov sødt med dyrene er således ikke kun en anbefaling til godnatlæsningen, det er en invitation til at udforske den magiske verden af ord og farver sammen med ens lille læser. En hjertevarm og inspirerende lille bog, der helt sikkert vil blive åbnet igen.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget - reklame.