Forfatter: Tove Jansson
Udgivet: 1972
Forlag: Gyldendal
“Det var en tidlig, meget varm morgen i juli.” Sådan begynder Sommerbogen, som er min første læseoplevelse med Tove Jansson. Jeg kan dog allerede nu afsløre, at det langt fra bliver min sidste. Hold nu op, et lille mesterværk, Jansson har skabt. Fortællingen er opdelt over 22 små afsnit med hver deres fine titel og fortælling. Navne som Måneskin, Engen og Midsommer er eksempler på nogle af de fine titler, som bogen indeholder.
“Det er underligt med mig, sagde Sophia. Jeg synes, at det bliver kedeligt med godt vejr.”
I sommerbogen følger vi en farmor og hendes barnebarn på en finsk skærgård. Sammen tilbringer de sommeren på den lille ø, hvor de dykker, læser, tegner, har samtaler om stort og småt, udforsker naturen og dens insekter og blomster og meget meget mere. Barnebarnet, den seksårige Sophia, har mistet sin mor mens hendes far, som også er til stede på øen, ikke er en nævneværdig del af fortællingen.
Fortællingen er skrevet i et smukt sprog og indeholder de fineste naturbeskrivelser. Til trods for, at intet af det, hovedpersonerne oplever kan sammenlignes med noget fra mit eget liv, skabte fortællingen de varmeste sommerfornemmelser i mig. Jeg kunne nærmest fornemme solens varme, vindens susen og duften fra skoven og havet.
“Langt borte kørte en eller anden landbrugsmaskine utrætteligt og fredeligt. Hvis man bare overhørte maskinen, det gik helt let, og kun lyttede efter insekterne, så blev de til mange tusind millioner og fyldte hele verden i stigende og synkende bølger af henrykkelse og sommer.”
Relationen mellem farmoren og barnebarnet rørte mig meget, da Jansson formår at fortælle så meget med få ord.
“Hendes farmor lå, lige så lang hun var, og sagde overhovedet ingenting. Lidt efter hviskede Sophia: Jeg har masser af tid til dig i dag.”
Eftersom bogen kun er på små 176 sider, har jeg besluttet mig for, at jeg vil læse denne bog hver sommer. Et lille mesterværk, som jeg vil give mine varmeste anbefalinger.
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
6/6