Forfatter: Rebecca Houmøller
Udgivet: 27/4 - 2020
Forlag: Byens Forlag
Solfrost er Rebecca Houmøllers debutroman, og en god én af slagsen. I bogen følger vi Sylvester og Karla, som begge er i tyverne. Sylvester møder Karla til en privatfest, og han bliver hurtigt betaget af hende. Selvom han har en kæreste, flytter Karla hurtigt ind i hans lejlighed og bliver hans nye roomie.
“Hun gik altid rundt med bare, solbrændte fødder i lejligheden, og om aftenen og i weekenderne spankulerede hun gerne fra rum til rum i sin flagrende, cremefarvede silkemorgenkåbe, helt upåvirket, fuldkommen ubevidst om, hvad hun gjorde ved mig.”
Herfra udvikler bogen sig til en sand kærlighedsfortælling. Dette ændres dog brat, da Karla, efter et blackout til en fest, bliver gravid. Pludselig bliver det, som før var deres fælles planer for fremtiden ændret, og melankolien spreder sig i takt med at Sylvester og Karla glider fra hinanden.
”Ansigtsløse mænd kiggede ned på mig hver eneste nat, og jeg vågnede op, svedende, grædende, skrigende, med Sylvester inde ved siden af, på det lille gule værelse, hvor han rokkede vuggen fra side til side og knyttede sig til noget, jeg ikke ønskede i mit hjem, og som desuden ikke var hans, aldrig kunne blive hans.”
Solfrost er en historie om, hvordan en tragisk oplevelse – en voldtægt og en ufrivillig graviditet – kan ændre folks liv og adfærd. Det er en fortælling om jagten på at blive hel og ikke mindst en skildring af, hvordan fortiden kan hjemsøge én og resultere i kynisme og flugt.
Kapitlerne er opdelt således, at man undervejs både får fortællingen fra Sylvesters og Karlas perspektiv. Dette valg er jeg taknemmelig for, da dette gør en stor forskel for mig, som læser. Især i en fortælling som denne, hvor beskrivelserne af deres tanker og følelser er altafgørende, for at kunne forstå deres handlinger. På den ene side har vi Karla, som ender i en dyb depression efter fødslen af et barn, hun ikke kan kalde andet end ”den”, og i øvrigt ikke ønsker at have. På den anden side har vi Sylvesters brændende ønske for at beholde barnet, til trods for det ikke biologisk er hans, og hans voksende had til Karla og hendes adfærd. Solfrost ville, uden tvivl, ikke have været den samme fortælling, hvis ikke jeg ikke havde fået et indblik i begges synsvinkler.
Senere i bogen, springer fortællingen i tid, og vi møder Sylvester og Karla ”fem, otte eller tretten år senere”. Det var spændende at møde karakterne i en ældre alder, og læse hvad der var sket med dem, men springet i tid ændrede også læseoplevelsen for mig - dog ikke til det dårligere. I første del af bogen, kunne jeg, qua hovedpersonernes alder, identificere mig mere med dem, end jeg kunne da jeg mødte dem som fyrreårige. Derudover bliver der introduceret nye karakterer og mange dialoger begynder på engelsk og slår over i dansk. Det forvirrede mig en smule til at begynde med, at dialogens sprog pludselig ændrede sig, men det hjalp mig samtidig også en del, ikke at skulle læse mange af dialogerne på engelsk. Det gav derfor også god mening for mig, at Houmøller havde ”nøjedes” med at etablere, hvorledes dialogen reelt ville have foregået på engelsk, for efterfølgende at skrive dem på dansk. For at være ærlig, er jeg også i tvivl om, hvorvidt jeg var kommet igennem sidste del af bogen, hvis ikke dialogerne var skrevet på dansk. Jeg læser udelukkende bøger på dansk, og det ødelægger mit læse-flow at skulle til at læse på et andet sprog end det, som resten af bogen er skrevet i.
Solfrost var, for mig, en meget rørende læseoplevelse. Den ramte mig og sidder, i skrivende stund, stadig i mig. Især første del af bogen, hvor kærligheden (og senere forholdet) mellem Karla og Sylvester blomstrer, var jeg fuldstændig opslugt af, men hele bogen fandt jeg fantastisk og jeg havde yderst svært ved at slippe den. “Solfrost” er meget dialog båret, og jeg skal da også lige love for, at Houmøller formår at skrive realistiske dialoger. Kombinationen af dialogerne samt omgivelsesbeskrivelserne gjorde, at jeg, under hele læsningen, dannede billeder inde i mit hoved og glemte tid og sted.
Rebecca Houmøllers debutroman, Solfrost, gav mig altså den ultimative læseoplevelse, hvorfor jeg naturligvis giver den følgende:
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
6/6