Forfatter: Rachel Röst
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 25/8-2022
Bedømmelse: ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♡
Bagsidetekst:
”Gry er 42 år, har gang i karrieren og lever udadtil et tjekket liv. Men bag facaden kæmper hun. Hun er lige flyttet ind i en ny lejlighed – for 18. gang. For når noget begynder at føles som et hjem, melder katastrofetankerne sig, og så må hun videre. Hendes mor sidder i en lejlighed med fugleklatter på gulvene og snakker med undulaten Pipser. En dag falder hun, og da Gry ser flængen i hendes hoved og de blå mærker på armene, kommer det hele tilbage. Alt det, som er for svært at dele med nogen. Alt det, som ingen i familien taler om, og som ingen andre kender til. En hjerteskærende fortælling om erindring og fortrængning, tabu og skam – og om endelig at sætte ord på det, der har brændt indeni siden barndommen.”
Pyntesmil er en forholdsvis kort roman, men fortællingen, den indeholder, er så uendelig stor og ikke mindst vigtig. Karaktererne er nuancerede og fortællingen er skrevet med en detaljegrad på meget højt niveau. Det er tydeligt, at hovedpersonen, Gry, er mærket af sin barndom og har brug for at få italesat alt det uacceptable, hun har været vidne til som barn. Grys bror håndterer det anderledes og ønsker mest se barndommen som et afsluttet kapitel og se fremad.
Ingenting er normalt
Bogen ramte mig meget og det var barsk læsning. Det er ikke hyggeligt at læse om, hvordan en voldelig far kan ødelægge en hel familie, som - grundet hans groteske opførsel - vil være mærket for livet. Men for mig skal en bog heller ikke nødvendigvis være hyggelig. Pyntesmil er en vanvittig vigtig bog, som virkelig har sin berettigelse i verden. Det er så vigtigt, at den slags historier fortælles, da familier, som den Gry er opvokset i, findes derude og det skal folk vide! Uanset hvor idyllisk og skøn en familie kan se ud på ydersiden er der ingen der ved, hvordan det er når dørene lukkes.
Min far var et monster, og alle syntes, at han var fantastisk. De klappede af ham, hyldede ham og stirrede på ham med beundrende øjne.
Vold – om enten det er fysisk eller psykisk – må for alt i verden ikke blive et tabu eller være noget, man skammer sig over at have oplevet. Særligt rørte det mig, at Gry italesatte det, hun havde oplevet – at hun fik det ud i verden og ikke skammede sig eller følte sig forkert. Det tror jeg er den rigtige måde at håndtere den slags på. Derudover hæftede jeg mig også ved én bestemt hændelse i bogen, hvor Gry viser en video af sin far, og hvordan ét lille træk ved hans øje kunne sige mere end tusind ord.
Jeg finder en anden fil frem og starter videoen […] Glimtet af irritation i fars øjne over en revnet æggeskal er fanget på film. ”Det dér. Det fik mor, Tommy og mig til at gyse. Vi havde udviklet en radar for den slags små stemningsskift. Det kunne betyde, at mor fik den store tur.” ”Hvad mener du? Hvad er det, jeg skal se?” Jeg kører videoen tilbage. ”Kan du ikke se, at hans bryn trækker sig en lille smule sammen?”
Alt i alt er Pyntesmil en af de vigtigste bøger, jeg længe har læst. Den er velfortalt, nuanceret og skal simpelthen læses. Læs den! Måske bliver du klogere på, hvordan en opvækst i en voldsramt familie kan se ud.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget (reklame).