Fornyeligt har jeg færdiggjort Bogen om Pippi Langstrømpe, som er en samlet udgave af alle Astrid Lindgrens historier om den berømte Pippi. Udgaven, jeg har læst, udkom i 2007 i anledningen af 100-året for Astrid Lindgrens fødsel. Ved bogens afslutning har Lindgrens datter, Karin Nyman og oversætteren, Kina Bodenhoff, hver skrevet en kommentar vedrørende udgivelsen og sproget. Her bliver det gjort klart, hvorledes Pippi ikke kan gøres til et 2000-tals barn og at man er bevidste om at sproget samt børnenes hverdag er anderledes, da bøgerne udkom første gang i 1945, 1946 og 1948. Det påpeges, at Pippi ikke "noget sted i bøgerne optræder fordomsfuldt", og det vil jeg give Nyman helt ret i. Personligt finder jeg det ærgerligt, når man vælger at ændre bestemte ord i bøger, da man herved udvisker det fra historien, fremfor at lære børn hvordan sproget og samfundet udvikler sig.
Og så til historierne. Som barn så jeg Pippi Langstrømpe tv-serien fra 1969, så dette var (med skamme) min første oplevelse med Pippi Langstrømpe på skrift. Sikken oplevelse! Først og fremmest blev jeg glad over, at filmatiseringerne er så tætte Lindgrens bøger.
Det var en fornøjelse at læse bogen og genopleve alle Pippi, Tommy og Annikas eventyr. Det er en helt fantastisk rejse at læse Lindgrens fantastiske fortællinger om disse fantastiske, selvstændige og fantasifulde børn. Undervejs blev jeg dog forbavset over, hvor stor en lystløgner Pippi er, da det faktisk er gennemgående igennem alle bøgerne.
"Ahr, for pokker, nu lyver jeg jo," sagde hun. "Det er underligt. Lige pludselig bobler der sådan en masse løgne op i mig, uden jeg kan gøre for det (...) Men det er så typisk mig. altid skal jeg gøre mig vigtig og interessant"
(...) og hvordan kan du egentlig forlange, at et lille barn, som har en mor, det er en engel, og en far, som er negerkonge, og som har sejlet på havet hele sit liv, skal kunne tale sandt altid?
Jeg synes både, at dette siger noget om Pippi som den dygtige historiefortæller hun er, men også at løgnen og historierne nogle gange er sjovere end virkeligheden. Med en død mor i himlen og en fraværende far kan det være nemmere at omskrive ens sande oplevelser og erfaringer. Noget andet, som forbavsede mig ved læseoplevelsen var, hvor rørt jeg blev over slutningen. Jeg kan ikke huske at have set denne slutning i tv-serien eller have hørt om den, så dette var en helt ny oplevelse for mig. Slutningen finder sted efter at Pippi, Tommy og Annika er hjemvendt fra Kurrekurredutøen. Pippis far er blevet på øen, så Pippi flytter tilbage i Villa Villekulla alene. Om aftenen får Tommy og Annika øje på Pippi fra vinduet i deres børneværelse og Annika siger: "Hun.. hun ser egentlig så ensom ud." Tilbage i Villa Villekulla sidder Pippi alene og dagdrømmer, mens hun ser ind i et lys, som står på bordet foran hende.
Med denne fine afslutning ender Lindgren bøgerne om Pippi Langstrømpe på den smukkeste måde. Desuden bliver det her også helt tydeligt for mig, hvorledes Lindgren ikke så ensomhed som noget entydigt negativt. Lindgren var generelt bevidst om at lære børnene om livet på både godt og ondt, og selvom man er verdens stærkeste pige, som oven i købet er enormt selvstændig og selvsikker, så kan man også indimellem føle sig ensom - og det er helt okay. Det er med til at skabe dybde og ægthed hos karakteren.
Pippi så eftertænksomt på Tommy. "Somme tider er du så klog, at jeg er bange for, at du bliver til noget stort," sagde hun.
Pippi er eksemplet på, at vi som mennesker kan udholde meget. At børn er stærke. At Pippi indimellem føler sig ensom er kun forståeligt, eftersom hendes mor er død og hendes far har valgt at bo på en ø i Sydhavet og dermed er fraværende. Trods de hårde odds klarer Pippi sig godt. Hun er glad, ærlig og forekommer lykkelig. Hun gør tingene på sin egen måde og tror på sig selv og netop dét, gør hende til et fantastisk forbillede for os alle sammen, børn som voksne.
"Jamen Pippi," sagde Tommy, "du kan da ikke spille klaver, vel?" "Hvordan skulle jeg kunne vide det, når jeg aldrig har prøvet," sagde Pippi."
Jeg kan ikke andet end at anbefale bøgerne om Pippi Langstrømpe, og hvis du har læst dem som barn, kan jeg også anbefale en genlæsning som voksen. Det er en helt anden oplevelse man får af at læse børnelitteratur som voksen, og man kan intet andet end at værdsætte Lindgrens talent. Hun rammer lige i hjertet ♥
Der ville komme nye forår og somre og nye efterår og vintre, men deres lege skulle fortsætte.