Forfatter: Ole Lund Kirkegaard
Udgivet: 1969
Forlag: Gyldendal
Orla Frø-Snapper er Ole Lund Kirkegaards tredje børnebog, og udkom tilbage i 1969. I bogen møder man "Jakob og mig", som bor i en by, hvor Orla Frø-Snapper er den værste bølle af dem alle. Orla har fået tilnavnet Frø-Snapper fordi det siges, at han engang har spist en levende frø - om det er mere myte end sandhed vides ikke.
Det er nu ikke altid rart at være lille. Selvfølgelig er det somme tider skægt. Mægtigt skægt endda [...] Men til andre tider er det nu ikke særlig rart - og det er fordi vores by er fuld af bøller og andre store, dumme fyre, som ikke kan lade ordentlige folk som mig og Jakob og et par andre flinke drenge gå i fred.
Bogens jeg-fortæller opfatter tydeligt sig selv og sine venner som "ordentlige folk", men sandheden er en anden, hvis man spørger mig. Børnene laver nemlig masser narrestreger. Ved bogens indledning fortælles det, at det er skægt at være lille når...
bagerens fire grise løber ud af svinestien og beser rundt i haverne, mens konerne skriger og løfter op i kjolerne (Men det er nu for resten skæggere, når man selv har lukket grisene ud). Og det er skægt om vinteren, når man kan kure ned ad Kirke-bakken i et gammelt vaskefad og ende helt nede i slagterens kålhave. For slagterens kone bliver nemlig helt tosset, når der er nogen, der kurer ned i hendes have. Somme tider kan man få hende til at løbe efter sig med et kosteskaft - hvis man er fræk nok. Men det skæggeste af det hele er nu alligevel, når man har trillet kastanier ud på gulvet i danseskolen, og danselæreren skvatter rundt i dem og hylder, at aldrig har han kendt mage til uopdragne unger.
Men ifølge jeg-fortælleren er det altså Orla og de andre teenagere, der er de ægte bøller, og derfor gør han alt for at få Orla ned med nakken. Da jeg-fortælleren eksempelvis ender i en uheldig situation med smeden og bliver sat til at grave hundrede regnorme op, kommer Orla forbi og jeg-fortælleren får ham overbevist om, at han er i færd med at grave en hemmelig skat op. Orla overtager tjansen, og ender med at få en ordentlig røvfuld af smeden som straf for at have gravet hele hønsegården op. Denne hændelse lægger grundstenene til de efterfølgende episoder, som finder sted i bogen. Orla bliver vred på jeg-fortælleren og vil hævne sig, men ender gang på gang med at få en røvfuld.
Bogen vakte minder, da jeg under læsningen kom i tanke om, at jeg faktisk havde fået bogen læst højt i folkeskolen. Dengang fandt jeg den sjov, og det gjorde jeg også da jeg læste den igen som voksen. Dog må jeg sige, at den med nutidens briller mangler en del nuancer i hele tematikken omkring mobning og vold. Orla bliver beskrevet som "tynd og lang og hvid i hovedet" Han ryger cigaretter og i følge jeg-fortælleren er det "værste ved ham ikke hans tynde, hvide hoved. Nej. Det værste ved ham er hans små, gule øjne og hans lange, tynde fingre." For "med de fingre går han og rykker hårtotter af vores hoveder. Han rykker os også i ørene og prikker os i øjnene, og engang slog han en af Jakobs fortænder ud."
Der ligger mange ubesvarede (pædagogiske) spørgsmål bagved hele fortællingen. Hvorfor mobbede Orla børnene i første omgang? Hvorfor slår de voksne Orla? Er det okay, at de slår ham? Hvorfor er Orla, ved bogens afslutning, mon glad for at skulle rejse væk med Cirkus Benito? Når man taler om mobning, mener jeg, at man bør have lige så ondt af mobberen som af den, mobningen går ud over. Der ligger altid noget bagved den slags adfærd, og hele beskrivelsen af Orla tyder på, at han bestemt heller ikke har det godt. Af samme årsag havde jeg svært ved at holde med jeg-fortælleren, da alle hans sejre over Orla ikke løste selve konfliktens kerne. Særligt havde jeg ondt af Orla-karakteren, da han på et tidspunkt bliver efterladt i en mølle i flere timer for efterfølgende at blive hentet af smeden, som pryglede ham: "Og mens mørket sænkede sig over den gamle møllehave, sad Jakob og mig og lyttede til nogle høje klask og hyl." Av mit hjerte.
Altså er Orla Frø-Snapper en sjov fortælling, men også en tidslomme tilbage til 1969, da den klart mangler nogle nuancer når det kommer til sit tema om vold og mobning. Skulle jeg læse den med eller for børn, ville jeg skabe en samtale med udgangspunkt i ovenstående spørgsmål for dermed at skabe de nuancer, som bogen mangler rent eksplicit. Eftersom Kirkegaard selv var folkeskolelærer kunne jeg også forestille mig, at han har udeladt nuancerne, således at eleverne selv kunne reflektere over handlingsforløbet. Det samme er nemlig gældende i Gummi-Tarzan, som lægger op til samtale om mobning både i lærer-elev relationen, i far-søn relationen og elev-elev imellem. Måske har Kirkegaard i virkeligheden bare stor tillid til, at børn kan reflektere over det læste og kende forskel på godt og ondt.