Søg

Ole Lund Kirkegaard og hans forfatterskab



Hvem var Ole Lund Kirkegaard?

Ole Lund Kirkegaard blev født i 1940 og voksede op i Skanderborg. Kirkegaards barndomshjem var, hvad man nok vil kalde alternativ for sin samtid, da Kirkegaard og hans fem år yngre lillebror havde meget frihed. Haven var tilgroet og perfekt til at bygge huler og lege skjul. Kirkegaards far var flittig historiefortæller og fandt endda på karakteren ”løbehjulstyven”, som vi idag kender fra Kirkegaards bog Frode og alle de andre rødder.

Kirkegaard elskede at tegne, og er også kendt for selv at have illustreret alle sine bøger. Efter sigende var Gyldendal ikke tilhængere af idéen til at begynde med, men de gik med på den og det skulle senere vise sig at blive en succes. Da bøgerne først udkom var de ikke i farve, hvilket formodentlig skulle være mest af økonomiske grunde. Efter Kirkegaards død farvelagde hans datter Maya illustrationerne, og i 2000 blev hans bøger genudgivet med farver – og masser af dem.


Ivan Olsens far i bogen Gummi-Tarzan - tegningerne blev farvelagt af Kirkegaards datter, Maya, efter Kirkegaards død og udkom i en genudgivelse i 2000.


Kirkegaard var uddannet lærer og tilhænger af reformpædagogikken, en nyere pædagogisk strømning, som først virkelig brød igennem i tresserne. Den nye undervisningstilgang bød på mindre kæft, trit og retning og mere medbestemmelse, affektiv afstemning og leg-til-læring. Kirkegaard foretrak sine træsko og ville, modsat sine kolleger, ikke kaldes ved efternavn. Han havde en helt særlig evne til at sætte sig i barnets sted og gav også sine elever fri når den første sne kom.


Med sine nye pædagogiske tilgange var Kirkegaard en populær lærer.


Hvad jeg ikke vidste var, at filmen Drømmen (2006) er skabt af en af Kirkegaards tidligere elever. Filmen foregår i slutningen af tresserne og omhandler den 12-årige dreng Frits. Frits har det svært – derhjemme er der ikke meget overskud til ham, da hans far er syg, og i skolen bliver han jævnligt fysisk afstraffet af skolelederen Lindum-Svendsen. En dag går det så vidt, at Frits’ øre bliver flået halvt af. Den eneste voksen, der forstår og har tid til Frits, er hans nye lærer Freddie Svale (spillet af Anders W. Berthelsen). En lærer, som har en helt anden tilgang til undervisningen end Frits’ tidligere lærere. Freddie er moderne, alternativ og giver eleverne medbestemmelse. Jeg så denne film mange gange som barn, og jeg elskede den. Hvad jeg ikke vidste var, at Freddie Svale-karakteren er skabt som en hyldest til Ole Lund Kirkegaards virke som lærer.


Drømmen (2006) med Frits (Janus Dissing Rathke) og Freddie Svale (Anders W. Berthelsen).

Kirkegaards pædagogiske tilgang til undervisningen og børnene er gennemgående i hele hans forfatterskab. Hovedpersonerne klarer, i større eller mindre grad, sig selv med stor overlegenhed - men mere om det senere.

Kirkegaard døde på tragisk vis i 1979, hvor han en morgendag i marts blev fundet bevidstløs på en kirkegård. Han skulle efter sigende have været ude og handle og skudt genvej gennem kirkegården på sin vej hjem, men endte, af den ene eller anden årsag med at ligge i sneen (trods foråret var store dele af landet dækket af store snemasser i marts 1979). Han blev fundet af klokkeren, kom på sygehuset, men døde af, hvad lægerne kaldte ekstrem nedkøling. Kirkegaards forfatterskab lever dog videre efter hans død og i dag, 43 år efter hans død, er Kirkegaards bøger stadig populære blandt både børn og voksne. En bog som Gummi-Tarzan er sågar blevet fast pensum i folkeskolerne. Alle Kirkegaards bøger, på nær én enkelt, er blevet filmatiseret, hans barndomsgade (tidl. Møllegade) har skiftet navn til Ole Lund Kirkegaards Stræde og hans første arbejdsplads (tidl. Oue Skole i Horsens) har skiftet navn til Lille Virgils Friskole. Kirkegaard lever altså videre både i litteraturen og i samfundet.


Debuten: Lille Virgil (1967)

I Lille Virgil indledes bogen med ordene: ”I et hønsehus i en lille by boede der en dreng ved navn lille Virgil. Hønsehuset var bagerens, men lille Virgil havde fået lov til at bo der – lige til det en dag faldt sammen.”

I klassisk Pippi Langstrømpe-stil bor bogens hovedperson helt alene uden forældre og dermed uden regler. Virgils bedstevenner er Oskar og Carl Emil, som begge bor hos deres forældre. Modsat sine venner ved Virgil ikke hvad nattøj er, han sover med tøjet på og tager kun sine sko af når de er våde. Hans morgenmad består af en sodavand og ligesom Pippi, bor han sammen med dyr. Virgil bor nemlig med en etbenet hane, som står op ad hønsehuset for ikke at vælte. Det såkaldte alenebarn er ikke unikt for Lille Virgil. Størstedelen af Kirkegaards bøger har enten alenebørn eller børn, hvor forældrene spiller en meget perifer rolle. Ifølge professor i børnelitteratur, Torben Weinreich, bruger Kirkegaard ”det enestående barn til at fremhæve barndommen som havende en selvstændig værdi, altså et projekt […] dette enestående barn skildres ofte i konfrontation med en uforstående voksenverden, hvis myndighedsrepræsentanter ”ødelægger børns barndom” […] børnene hos Ole Lund Kirkegaard […] udstiller de voksnes tåbelighed gennem deres umiddelbare tilgang til verden, formuleret i ofte naive spørgsmål, sådan som vi ser lille Virgil gøre det.” (17-18).

Lille Virgil foregår i et enkelt, unuanceret univers, som børn kan forstå. Her tænker jeg særligt på det klassiske landsbysamfund, som alle Kirkegaards bøger – på nær Hodja fra Pjort – foregår i. I stort set alle bøgerne er der en smed og en lærer og ofte er der også en bager, købmand, politibetjent og en slagter. Det er enkelt, nostalgisk og til at forstå for selv de yngste læsere. Samme enkelthed ser man i bøgernes karakterer, som (synes jeg) ikke har særligt nuancerede personligheder. Den eneste karakter, som gennemgår en decideret udvikling (som jeg ser det) er Ivan Olsen i Gummi-Tarzan, ellers vil de resterende karakterer mere betegnes som typer med få stærke personlige træk. I Lille Virgil er Virgil selvstændig, nysgerrig og dumdristig, men dybere ned i hans personlighed kommer vi ikke - og det behøver vi heller ikke. Bogen (og Kirkegaards øvrige bøger) fungerer nemlig helt fint uden.

Lille Virgil var Kirkegaards debut og begyndte allerede, da Kirkegaard vandt en novellekonkurrence i Politiken med sin novelle Dragen. En novelle, som senere skulle blive et kapitel i Lille Virgil. Efter konkurrencen blev Kirkegaard kontaktet af Gyldendal, og herefter gav han sig i kast med at skrive resten af bogen. Derfor er bogen også præget af ikke at have et kontinuerligt handlingsforløb – de små historier kan læses i vilkårlig rækkefølge, og Kirkegaard selv kaldte også selv bogens indhold for noveller. Hver novelle/kapitel har sin egen overskrift og lille historie. Undervejs kommer de tre venner ud for en masse oplevelser, herunder en skattejagt, fødselsdag med en usynlig gave og et møde med en drage. Alle historierne er fortalt med udgangspunkt i barnets verden og synsvinkel, og derfor opstår der også ofte sjove nonsensdialoger, særligt når Virgil er nysgerrig på samfundet og personerne omkring ham. Eksempelvis har vennerne en dialog med købmanden, som har en stork siddende på sin skorsten:

”Nu sidder den [storken] her på mit tag, sagde købmanden. Ene og alene. Den kommer hvert år, men altid mutters alene. Mutters? Sagde Lille Virgil. Hvordan mutters? Ja, sagde købmanden. Hvordan mutters. Bare sådan mutters alene. Nå, på den måde, sagde lille Virgil. Den ser flink ud.” Herefter kalder Virgil storken ”ene og alene stork”, hvilket senere leder op til en dialog med læreren, da læreren bestemt ikke mener, at der er ”noget, der hedder en ene og alene stork.” Hertil svarer Virgil, at ”Jamen den VAR ene og alene. Og mutters. Vi så det selv.”

Denne slags dialoger hvor børn og voksne taler forbi hinanden, fordi børnene taler ud fra deres lille verdensbillede mens de voksne taler ud fra deres mere erfarne verdensbillede – som de i øvrigt ikke ønsker forstyrret eller ændret. Personligt holder jeg meget af den ironi, der finder sted når en voksen pludselig bliver sat til ansvar og skal forklare sig, som det for eksempel sker, da købmanden bruger ordet ”mutters”. Købmanden er et eksempel på en typisk voksen, der blot har accepteret at ordet ”mutters” ofte kan sættes foran ordet ”alene”, men ikke har sat sig yderligere ind i, hvad det reelt betyder. Her kommer købmanden til kort ved det nysgerrige barn, som rent faktisk sætter spørgsmålstegn ved de ting, der sker omkring sig – en evne, man ikke bør miste som voksen. Denne type dialoger finder sted i størstedelen af Kirkegaards bøger, og det er (synes jeg) noget af de helt særligt ved Kirkegaards bøger.

Lille Virgil er anbefalelsesværdig. Ikke mindst fordi det er Kirkegaards første udgivelse og dermed startskuddet til hans succesfulde forfatterkarriere, men også fordi det er en række sjove fortællinger, som virkelig viser Kirkegaards formidable evne til at gå ned på børns niveau.


Albert (1968)

Albert udkom som Kirkegaards anden roman og blev godt modtaget trods det ellers kunne opfattes som den svære toer efter Lille Virgils succes. Hovedpersonen i Albert er naturligvis drengen Albert, der (ligesom alle hovedkaraktererne i Kirkegaards bøger) ikke er særlig køn. Han er faktisk både ”grim og uopdragen” med ”fedtede runde briller.” I denne bog var det dog ikke første gang man kunne stifte bekendtskab med Albert. Karakteren optrådte nemlig i Kirkegaards julehistorie Min nisse hedder Tippe Tophat, som udkom i Aktuelt juleaftensdag i 1967. Kirkegaard skrev nemlig ofte historier til dagblade og læste fortællinger op i radioen og et af hans store svagheder var, at han havde svært ved at sige nej til denne type arbejdsforespørgsler.

Igen minder Kirkegaards karakter om én, vi kender fra Astrid Lindgrens litterære univers. Her tænker jeg naturligvis på Emil fra Lønneberg, som Albert unægtelig har en række fællestræk med. Bogen handler nemlig om Albert, som er nysgerrig på verden, men som ikke altid lige følger reglerne. Han elsker at lege pirater med sin gode ven Egon, men ofte ender Egon med at få stuearrest og skal blive på sit værelse. I denne situation kommer de voksnes ironi og dobbelte moral også til udtryk: ”Ti stille med det skrigeri, råbte Egons mor og stak hovedet ud ad et vindue. Egon er her ikke. Han ligger i sin seng, og der skal han blive. Jamen det er jo midt på dagen, sagde Albert. Han har været uartig, sagde Egons mor vredt. Han har fået en endefuld og er blevet lagt i seng. Og der skal han blive, lige til han bliver artig. Hvornår bliver han det? spurgte Albert. I morgen tidlig, sagde Egons mor og smækkede vinduet i med et brag.”

Her kalder Egons mor sin søn uartig, men er der noget der er “uartigt” er det da at give endefuld. Samtidig er der en sjov dobbelthed i at råbe at andre ikke må skrige og efterfølgende smække med døren. Det samme gælder stuearresten - hvorfor skulle et barn opføre sig efter deres forældres hoveder, bare fordi de bliver tvunget til at ligge i en seng en helt dag? Og hvorfor bliver han artig dagen efter? Denne måde at fremstille forældre på er typisk for Kirkegaard, og jeg synes det er fantastisk og sjovt – man må godt være lidt efter de voksne.

De tre første kapitler minder meget om novellerne/kapitlerne i Lille Virgil, men da Albert en dag rejser væk fra hans hjemby, Kalleby, bliver historien mere kontinuerlig. Selvom Albert beskrives som uopdragen er han ikke dum. Da Albert finder en sildetønde, som han sætter sig op i og sejler langs byens bæk, kommer han på en spændende udflugt. Han møder nemlig tyven Rapollo, som fragter ham til et marked fyldt med svindlere.

Byen som Albert bor i er ikke en rigtig by. Kalleby minder meget om landsbyen i Lille Virgil, bortset fra at denne beskrives som endnu mindre. Her er kun én enkelt vej og én enkelt butik (hvor man dog til gengæld kan købe alt i verden). Byen beskrives som ren Morten Korch med ”duftende kirsebærtræer”, ”hvide havebænke”, små skæve huse og byens musik beskrives som ”hyggelig som morlils køkken.” I byen er der naturligvis også en lærer, præst, høker, købmand og skomager. Et nostalgisk tilbageblik på den type landsbyer, som Kirkegaard kendte dem fra sin barndom.

Albert har en anden type fortæller en Lille Virgil. I denne bog er der en mere nærværende fortæller, som gør historien oplagt til højtlæsning, hvilket bestemt trækker den op i for eksempel undervisningssammenhænge.

Jeg fandt bogen underholdende, og særligt magtforholdene mellem Albert og de voksne han møder på sin vej er fantastisk læsning. Albert er altid et skridt foran de dumme voksne og formår at komme ud at selv de mest uhensigtsmæssige situationer – en historie om en sej og modig dreng.


Orla Frø-Snapper (1969)

Kirkegaards succes fortsatte og året efter udgivelsen af Albert udkom bogen Orla Frø-Snapper. Bogen minder meget om sine to forgængere, da den er opbygget som en række kapitler med hver deres lille historie. Der er dog noget interessant i, at hovedkaraktererne fra Lille Virgil til Albert og senere til Orla Frø-Snapper bliver større og større ballademagere. Hvor Virgil ikke var klar over, hvornår han gjorde ting han ikke måtte er hovedkarakteren i Orla Frø-Snapper mere end bevidst om sine handlinger.

Kort sagt handler Orla-Frøsnapper om en dreng, hvis navn vi ikke kender, og hans møder med bøllen Orla.

Man kan læse mere om Orla Frø-Snapper og min oplevelse af bogen her.






Hodja fra Pjort (1970)

”Hodja fra Pjort, Hodja fra Pjort, han flyver længere og længere bort.” En sang, jeg altid får på hjernen når jeg hører titlen på Kirkegaards fjerde bog, som de fleste nok kender. Hodja fra Pjort handler om den niårige dreng Hodja, som bor i en by ved navn Pjort. Historien foregår i et univers, vi kender fra 1001 nats Eventyr og historien om Aladdin, lampeånden og det flyvende tæppe. På den måde adskiller historien sig væsentligt fra Kirkegaards øvrige bøger og han kommer sågar også med en lille information ved bogens begyndelse nemlig, at "folkene i Pjort er ikke spor anderledes end alle de andre mennesker i verden”, og det har han jo ret i.

Hodja har én enkelt drøm: han vil ud og se verden. En dag får han et magisk flyvende tæppe, som han – mod sin fars vilje, men med støtte og madpakke fra sin mor – rejser væk på. Hodja kommer dog ikke længere end nabobyen Petto, men det betyder dog ikke at der ikke er nok stof til en børnebog.

Hodja fra Pjort har et mindre persongalleri end de forrige bøger og et meget mere kontinuerligt handlingsforløb, dog minder by-beskrivelsen (med nogle få ændringer) meget om de forrige bøger. I Pjort er der smede, købmænd, skomagere, men nu også tæppehandlere og kameldrivere.

Da Hodja kommer til nabobyen Petto får han at vide at han skal passe på sit tæppe, da det er dyrebart og at nogen muligvis vil stjæle det. Herefter bliver Hodja mere opmærksom på at passe på sit tæppe, men ikke desto mindre ender tæppet med at blive stjålet. Dog er Hodja, præcis som Albert, en klog dreng og det lykkedes ham at få tæppet tilbage, så han kan rejse videre ud i verden – og dette er bogens handlingsforløb kort fortalt.

Jeg forventede faktisk mere af bogen handlingsmæssigt, men det er trods alt en børnebog, og den fungerer udmærket når man ikke har for høje forventninger. Dog forstår jeg udmærket, hvorfor man blev nødt til at tilføje noget mere til handlingen, da bogen skulle filmatiseres (og dette gælder også i filmatiseringen af Albert).

Ligesom Albert er Hodja fra Pjort oplagt til højtlæsning og det er en fin detalje, at læseren hele tiden er et skridt foran Hodja: ”Men Hodja blev ikke klogere”. Sætninger som disse er desuden kursiveret således, at man som oplæser kan læse dette tekststykke op på en anden måde.

Jeg oplevede Hodja fra Pjort som et sjovt, anderledes og ikke mindst lærerigt indslag til børnelitteraturen i Danmark (anno 1970). Det var en simpel men ikke desto mindre god historie. Bogens tematik om at følge sine drømme uanset hvad andre mennesker siger er nok et råd, der forbliver evigt relevant.


Otto er et næsehorn (1972)

Hvor Lille Virgil, Albert, Orla Frø-Snapper og Hodja fra Pjort udkom med kun ét enkelt års mellemrum udkom Kirkegaard kun med fire bøger i de efterfølgende ni år. Kirkegaard havde nemlig, grundet sin store succes, rigeligt at se til og skrev både dramatik og tekster (blandt andet til Danmarks Radio) samt afholdte foredrag.

Ligesom Hodja fra Pjort er Otto er et næsehorn en fantastisk fortælling, da den indeholder et overnaturligt element i form af en magisk blyant. Bogens hovedperson, Topper, tegner nemlig en stor tegning af et næsehorn med den magiske blyant, som gør næsehornet levende. Fortælleren i Otto er et næsehorn minder meget om fortælleren i Albert, da der er et ”vi” til stede, som inddrager læseren i selve fortællingen. For eksempel: ”Nu må vi jo huske på” og ”Men hr. Løwe skulle snart opdage”.

Selve historien omhandler drengene Topper og Viggo, som tegner et næsehorn, der pludselig bliver levende. Herfra begynder et stort drama i ”det røde hus”, hvor størstedelen af bogens karakterer bor. Eksempelvis har vi hr. Løwe, der ejer Café den blå Havkat, som ligger i stueetagen, den døve fru Flora og den storrygende vicevært hr. Holm. Topper er naturligvis en helt klassisk Kirkegaard hovedperson, hvis hår er så stift, at hans mor må frisere det med en rive. Karaktererne opdeles i gode og onde alt efter, hvordan de tager imod den nye firbenede beboer i det røde hus. Bogen ender dog med at alle bliver gode venner og at Toppers far ender med at skaffe dem af med næsehornet, da han kender en høvding på Fittihuli-øerne, som med glæde vil have det store dyr. Her kan jeg se en tydelig inspiration til Pippi Langstrømpes far, som er høvding på Kurrekurredutøen – en sød lille hilsen til den dygtige Astrid Lindgren. Da skibet sejler væk med næsehornet (og politimesteren, som rejser med, da han er træt af at holde lov og orden) siger Toppers kæreste, Sille, at der slet ikke er noget næsehorn på skibet – ”det er et ganske almindeligt skib”. Denne bemærkning lægger op til fortolkningen af, at næsehornet blot har været en fantasileg, som drengene har fundet på og som de andre beboere i ejendommen har leget med på. Denne tolkning op bakkes også af, at næsehornet er gult, hvilket er samme farve som det tapet, den blev tegnet på.

I Otto er et næsehorn vender Kirkegaard tilbage til de finurlige og (synes jeg) sjove nonsens samtaler mellem børn og voksne. En sjov dialog finder sted, efter Viggo er mislykkedes med at købe ti rugbrød hos bageren, som ikke ville tage ham alvorligt. Herefter forsøger Topper sig hos bageren med en anden taktik:

”Goddag”, sagde bagerkonen. ”Hvad skal du have?” ”Ingenting,” sagde Topper. ”Hvad for noget?” sagde bagerkonen. ”Laver du grin med mig?” (Bagerkonen henter sin mand). Da bagerkonen også denne gang tilkalder sin mand, insisterer denne på, at Topper skal købe noget, for det skal ”alle, der kommer ind i vores butik. Spær døren for ham, Amanda. Han kommer ikke ud før han har købt mindst ti rugbrød.” ”Nå, hvad siger du så, knægt?” spurgte hun.

”Så lad mig da få ti rugbrød,” sagde Topper. ”jeg har ikke lyst til at stå her hele dagen.” ”Nåhh, det var sandelig noget andet,” sagde bagerkonen. ”Folk skal ikke komme og gøre grin med os.” I denne bog er der, ligesom Hodja fra Pjort, skønt med illustrationer med Kirkegaards særegne streg. Alt i alt er Otto er et næsehorn en sød og sjov fortælling om to venner, der sammen med resten af beboerne i det røde hus, får en helt anderledes dag i selskab af et næsehorn.


Gummi-Tarzan (1975)

Gummi-Tarzan er nok den bog af Ole Lund Kirkegaard, som de fleste kender. Selve fortællingen startede egentlig med at blive udgivet juleaftensdag 1974 i Politiken som en novelle. I novellen hed hovedpersonen Morten Rasmussen og var en dreng uden de store muskler og egentlig heller ikke lykkedes med hverken at cykle, læse eller spille fodbold. Ja, novellen minder unægtelig meget om fortællingen i Gummi-Tarzan, hvor hovedpersonens navn blot er ændret til Ivan Olsen. Novellen kan opfattes som forarbejdet til det, der senere blev Gummi-Tarzan, og de to fortællinger har fællestræk helt ned på sætnings- og replikniveau. Gummi-Tarzan blev tre gange længere end novellen om Morten Rasmussen og blev Kirkegaards mest solgte bog.

Ivan Olsen minder i sin beskrivelse om Kirkegaards tidligere hovedpersoner. Han er nemlig ”ikke ret stor” og ”måske heller ikke særlig pæn”. Bogen indeholder den typiske Kirkegaard-ironi, hvor de voksne bliver fremstillet dumme ved ikke at kunne svare for sig eller sågar kunne tåle deres egen medicin. Generelt er der en tydelig samfundskritik til stede i Gummi-Tarzan. Særligt folkeskolens manglende fokus på mobning samt prioriteringen af hjælp til fagligt svage elever er tydelige kritikpunkter i bogen. Samtidig er fortæller Kirkegaard også indirekte, at han ikke mener, at vi har en samfund, hvor der er plads til at børn kan udfolde sig – dette kommer til udtryk ved alle de love og regler, som Ivan begrænses af. Eksempelvis skiltet på badebroen med ordene ”Cykler på broen forbudt”, hvor Ivan kommer uheldigvis kommer cyklende eller skiltet i parken med ordene ”Børn ingen adgang”.

Særligt for Gummi-Tarzan er, at bogens illustrationer har en helt særlig funktion. Modsat de forrige bøger er Kirkegaards tegninger nærmest en integreret del af handlingen, og man kan derfor placere Gummi-Tarzan i den genre, vi i dag kalder billedromaner. Allerede ved bogen begyndelse er der for eksempel et billede af Ivan med en pil, hvori der står ”Ivan Olsen”. Derudover kan nævnes den fine tegning af en bog, hvis bogstaver myldrer rundt på papiret, og dermed tydeligt illustrerer, hvordan Ivan oplever det at læse (formodentlig fordi han er ordblind). Der er også en tegning af en kvinde, som Ivan cykler forbi, hvor det med talebobler illustreres at hun råber sjove udtryk som ”pedal-egoist”. På den måde er illustrationerne en stor del af bogen. Det betyder dog ikke, at man ikke kan få en god læseoplevelse ved at høre den på lydbog. Faktisk findes bogen på lydbog oplæst af selveste Kirkegaard selv, og dét er en sjov oplevelse.

Man kan læse mere om Gummi-Tarzan og min oplevelse af den her.


En flodhest i huset (1978)

En flodhest i huset er en kort og (synes jeg) desværre også en kedelig billedbog. Handlingen kan beskrives ret kort: en familie opdager til deres overraskelse en flodhest i deres have. De andre mennesker i byen tror ikke på dem indtil familien tager den med ind i huset og giver den et bad i deres badekar. Billedbogen er stor i sit format og har nogle fine illustrationer. I udgaven jeg læste var tegningerne farvelagt med én enkelt orange farve, hvilket kan begrundes i økonomi (hvilket vi ved var årsagen til at illustrationerne i Kirkegaards tidligere bøger i deres tidlige udgaver udkom uden farve). En flodhest i huset fremstår dog lidt ligegyldig og minder mest som en tidlig kladde-version af Otto er et næsehorn – blot hvor næsehornet er skiftet ud med en flodhest.

Årsagen til at denne bog, som (jeg mener) desværre mislykkedes kan ligge i, at Kirkegaard ikke havde det let på det tidspunkt i hans forfatterskab. Med hans stigende succes fulgte der også et stigende pres, hvilket resulterede i, at Kirkegaard valgte at opsige sit arbejde som lærer. Kirkegaard havde svært ved at sige nej til arbejdsopgaver og derfor blev arbejdspresset ikke mindre. Samtidig kom han længere væk fra sin målgruppe og udviklede et alkoholmisbrug.


Frode og alle de andre rødder (1979)

Frode og alle de andre rødder havde i sine første udgaver undertitlen ”en rablende skør krimi for børn og andre fornuftige folk”, hvilket (desværre) blev fjernet i de senere udgivelser af bogen. Kirkegaard nåede ikke at færdiggøre bogen inden sin død, og derfor er bogen, som vi kender den, færdiggjort af hans familie. Heldigvis manglede Kirkegaard stort set kun redigeringen – dog så det anderledes ud med tegningerne, som manglede i bogens sidste halvdel.

Frode og alle de andre rødder omhandler den syvårige dreng Frode, som bor i hjørnehuset sammen med sin mor og far. I hjørnehuset bor også den altid vrede hr. Storm samt de to lallende kvinder Irene TV og frøken Ravn.

Frode skal starte i skole og inden første skoledag får han tips og tricks til at lave fiduser af Simme, en ældre dreng fra byen. Fiduserne, som Simme lærer Frode, bidrager til at gøre skoledagene lidt sjovere og disse narrestreger beskrives i bogens første del. Her bliver for eksempel kastet med remulademadder og låst et vækkeur inde i et skab i klasselokalet. I bogens sidste del går handlingen på, at Frode og hans venner skal opklare en række tyverier. Den vrede hr. Storm bliver udsat for en række tyverier, som en såkaldt ”løbehjulstyv” står bag. Hr. Storm når at få stjålet både sin pibe, telefon, fyldepen, jakke og bukser inden tyven bliver fanget – af vennegruppen. Frodes ven Læris’ plan om at snyde tyven til at sætte sig på en bænk med verdens stærkeste klister lykkedes, og da børnene næste dag går over og vil tage tyven på fersk gerning er det, til deres store overraskelse, skolelæreren som er tyven. Historien ender med, at børnene, hr. Storm og skolelæreren danner en bande, som alle sammen løber på løbehjul til hele byens skræk og rædsel.

I Frode og alle de andre rødder er de fantastiske elementer fra Kirkegaards tidligere bøger, såsom den magiske blyant i Otto er et næsehorn, det flyvende tæppe fra Hodja fra Pjort og heksen fra Gummi-Tarzan, forsvundet til fordel for en skolelærer som viser sig at være løbehjulstyv – det er heller ikke just noget, man ser hver dag. I denne bog går de typiske nonsens-samtaler igen, hvilket eksempelvis ses, da hr. Storm ringer til politiet og siger ”Storm her”, svarer betjenten med, at ”her er der stille vejr”. Det humoristiske element er også gennemgående hos Frodes venner Dille og Spætte. Dille er glemsom og glemmer stort set alt og Spætte har for vane at bande. Særligt sjovt er det, at hver gang Spætte bliver gjort opmærksom på sit banderi udbryder han ”Det glemmer jeg sgu hele tiden”. Jeg har flere gange overværet bogen blive læst højt for børn og netop Spættes banderi, har altid udløst den største latter hos børnene, hvilket også understreger Kirkegaards kendskab til sin målgruppe.

Når det kommer til fortælleformen skiller Frode og alle de andre rødder sig ud fra Kirkegaards tidligere bøger. Bogen fortælles af en art jeg-fortæller, som nærmest fungerer som en observerende journalist eller forfatter, dog optræder vedkommende primært i bogens begyndelse:

”Før vi tager hul på historierne om Frode og alle de andre rødder, var det måske en god idé at hilse på de folk, som bor i det samme hus som Frode […] Vi har været derude for at tale lidt med beboerne, og den første vi mødte, var hr. Storm.”

Jeg-fortælleren opsøger Frode siger Frode, at ”jeg regner med, at det er dig, der skal skrive bogen om os her i hjørnehuset”. Dermed får man en fornemmelse af, at det nærmest er Kirkegaard selv, der har opsøgt hjørnehuset og på afstand observeret begivenhedernes gang og efterfølgende skrevet dem ned til en bog. Dette er en sjov endog meget anderledes måde at fremlægge en fortælling på, hvilket jeg ikke har set tidligere. Fortælleteknikken fungerer godt til højtlæsning, hvilket formodentlig hænger sammen med, at Kirkegaard i denne periode skrev en del hørespil til radioen. Hensynet til oplæsningen ses også ved ordnes stavemåde, da hr. Storm får sin næse i klemme. Her siger hr. Storm: ”Min gnæse snidder fnast”, og man kan tydeligt høre for sig, hvordan hr. Storms stemme lyder.

Frode og alle de andre rødder fik en blandet modtagelse da den udkom, men min oplevelse er, at det er en god bog. Den er ikke unik og genkendelig som eksempelvis Gummi-Tarzan eller Otto er et næsehorn, men den er dog stadig noget for sig. Det er en fin fortælling om en gruppe venner, som narrer en tyv og opdager, at voksne heller ikke er så fejlfrie endda – og sågar kan have en barnlig sjæl og lyst til for eksempel at stå på løbehjul.




Kilde: Weinreich, Torben. (2010). Ole Lund Kirkegaard – et forfatterskab. Gyldendal.