top of page
Søg

Nye balancer


Forfatter: Caspar Eric

Udgivet: 3/2 - 2023

Forlag: Gyldendal


 

Nye balancer er navnet på Caspar Erics nyeste digtsamling, som tilmed navngiver en ny genre inden for lyrik: handicapdigte.

Med sit nye værk, der indeholder alt lige fra digte til et eventyr, en kort filmhistorie, fire historier om en hund og et digt, hvis titel består af hele 18 linjer, har Caspar Eric benyttet et væld af kreative måder at præsentere sit budskab på. Og hvilket budskab er det så?

min gangfunktion er et midlertidigt privilegium

Med Nye balancer vender Caspar Eric tilbage til sit værk Nike (2015), hvor han for første gang skrev om sit handicap og sine tanker herom. Nu fortsætter han i samme spor, blot mere direkte – og dette med stor overlegenhed. Sproget er kreativt, levende og selvom nogle digte rørte mig mere end andre, og jeg ikke altid var sikker på, at jeg altid forstod digtet korrekt (for sådan er det med mig og tekster med dybere mening), så sidder jeg tilbage med en oplevelse af at være blevet væsentligt klogere på, hvordan det er at være indehaver af en handicappet krop i dagens Danmark. Jeg har aldrig tidligere skænket det en tanke, hvordan folk med handicap oplever dét at være i verden. For Caspar Eric (og de personer, han refererer til i bogen) er det blandt andet frygten for om næste skridt ender i et fald, frygten for at blive forladt, frygten for at blive afvist – og (måske) størst af alt: frygten for en dag at skulle sætte sig ned. Frygt der, kombineret med smertefulde øvelser og en haltende gang, er en naturlig del af hverdagen.

jeg misunder den evne til ikke at tænke lige to skridt frem over sin plads i verden.

Med Nye balancer har Caspar Eric altså ikke kun skabt en begyndelse på en ny genre, han har også skabt et utroligt vigtigt værk, som har gjort mig klogere, og forhåbentligt vil have samme effekt på andre læsere. Caspar Eric er utroligt gavmild med sit selv og går ikke på kompromis når det kommer til hans digtning og budskaberne heri – om dette så kræver, at han kalder Mette Frederiksen og Dronning Margrethe for spasser. Den handicappede krop bør blive en del af ”normalen”, og det kan den kun blive, hvis man interesserer sig for samt undersøger, hvordan det er at leve med et handicap. Et oplagt sted at starte er med denne bog, som får mine varmeste anbefalinger.

bottom of page