
Nils Karlsson-Pusling er en del af Astrid Lindgrens “Niels Karlsson-Pusling og andre eventyr” (1953), som indeholder kortere fortællinger om ensomme børn, som ofte bruger deres fantasi til at opnå tosomhed, fællesskab, omsorg og lykke i tilværelsen.
Nils Karlsson-Pusling er en helt særlig fortælling for mig, da jeg har set filmen et utal af gange som barn og virkelig elskede den. Historien handler om barnet Bertil, som tilbringer hverdagene alene hjemme i lejligheden, mens hans forældre arbejder på fabrik. En dag, mens han ligger i sengen og føler sig virkelig ensom, dukker der pludselig en lille dreng frem under sengen. En dreng, som ikke er større end en tommel og som netop er flyttet ind. Hans navn er Nils Karlsson-Pusling. Ved hjælp af en enkel trylleremse kan Pusling få Bertil tryllet lille som sig selv og sammen opbygger de det fineste venskab.
Fortællingen er så enkel og fin og fortjener ganske enkelt mere opmærksomhed. Derudover kan jeg anbefale filmatiseringen fra 1990, som i skrivende stund kan lejes på Viaplay.