Forfatter: Heidi Amsinck
Udgivet: 23/02 - 2022
Forlag: Gutkind
Bagsidetekst:
"Skyldig. Ét enkeltord på en tiggers papskilt. Og nu er han død, stukket ihjel på gaden i det vinterlige København, og den anden hjemløse fundet knivdræbt inden for kort tid.
Dagbladets reporter Jensen snubler nærmest over liget indhyllet i sne på vej til redaktionen en tidlig morgen. Hjemvendt efter femten år i London har hun ikke længere det største netværk, og hun ringer til kriminalkommissær Henrik Jungersen, som hun engang har haft en intens affære med. Gamle følelser genoplives, og det samme gør gamle fortrydelser.
Det viser sig dog bare at være starten på Jensens problemer. Hendes chef, den legendariske chefredaktør Margrethe Skov, er stærkt utilfreds med, at Jensen ikke har brugt sit førstehåndskendskab til sagen til at få Dagbladet til at løbe med forsiden. Men Jensen vil hellere komme til bunds i, hvad er sket med den unge mand."
Som bagsideteksten så fint antyder, har vi med en klassisk dansk Nordic Noir krimi. I denne krimi er det dagbladsreporteren, Jensen, som er hovedperson. "Mit navn er Jensen" er første bind i den nye krimiserie af Heidi Amsinck.
Med de fleste anmeldereksemplarer medfølger en følgeseddel, som omhandler bogen. Sedlen kan enten være skrevet af forlaget eller af forfatteren selv. Med denne bog fulgte begge dele, og jeg holder meget af at få et lille skriv fra forfatteren, hvor jeg bliver introduceret i vedkommendes tanker omkring bogen. I dette skriv fortæller Amsinck blandt andet om årsagen til, at karakteren er anonymiseret ned til blot at hedde "Jensen". Hun begrunder sit valg med, at Jensen-karakteren skal ses som os allesammen, at vi alle besidder Jensens-karaktertræk. Samtidig finder hun det også morsomt, at mange antager, at Jensen er en mand, hvilket jeg bestemt vil give hende ret i. Men hvis man spørger mig, kunne Jensen lige så godt have heddet Dicte Svendsen. Egentlig fandt jeg krimien spændende, og jeg var også underholdt hele bogen igennem. Desværre kan jeg bare ikke komme udenom, at jeg synes at der er for mange fællestræk mellem Elsebeth Egholms univers og Heidi Amsincks. Begge hovedpersoner arbejder på et dagblad, har problemer på kærlighedsfronten, har en relation til en politibetjent, går imod sin redaktør og så har de begge en tendens til at finde liget i den mordsag, som skal opklares.
Jeg mener derfor ikke, at krimien skiller sig ud eller gør sig særligt bemærket indenfor sin genre, dog står jeg ved, at jeg oplevede fortællingen som god, underholdende og medrivende. Derudover var det også først ved bogens afslutning, at jeg gættede hvem morderen var, hvorfor jeg oplevede plottet som yderst vellykket.
Hvor Dicte-bøgerne foregår i Århus, er Jensen-bøgerne centreret i København. Som bosat i London, blev "Mit navn er Jensen" Amsincks kærlighedsbrev til København. Dette understreges også ved kortet over byen, som både findes forrest og bagerst i bogen. På den måde kan man skabe sig et bedre overblik over, hvor de forskellige hændelser finder sted - en fin detalje til sådan en som mig, som kommer helt oppe fra det nordjyske. Jeg oplevede dog ikke, at kortet havde nogen decideret betydning for, hvorvidt jeg forstod handlingsforløbet eller ej - det var bare, som tidligere nævnt, en fin detalje.
I bogen møder Jensen flere karakterer, som har en funktion i fortællingen, men som ikke introduceres yderligere. Dette bliver dog lavet om i toeren, som udkommer i England her til sommer. Som Amsinck skriver i følgesedlen: "Senere i Jensen-serien [...] får du mere at vide om de gennemgående personers baggrund og kampe", og dét vil jeg glæde mig til!
Jeg er dermed motiveret til at læse resten af Jensen-serien og jeg er yderst håbefuld. Dicte look-a-like eller ej, jeg elsker stædige og oprørske hovedpersoner, som følger deres mavefornemmelse - og dét gør Jensen.
♥ ♥ ♥ ♡ ♡ ♡
3 ud af 6
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.