Forfatter: Astrid Lindgren
Udgivet: 1954
Så fik jeg læst endnu en fortælling fra Astrid Lindgrens hånd - et sandt eventyr. Mio, min mio skiller sig ud fra de andre bøger jeg har læst af Lindgren, og fangede mig heller ikke som jeg havde håbet. Dermed ikke sagt, at det er en dårlig historie, jeg har nok bare efterhånden fået ret høje forventninger til den kære Lindgren! 🙈
Historien omhandler drengen, Bo Vilhelm Olsen (Bosse), som er adoptivbarn hos et par, som egentlig ikke vil have ham. En dag finder Bosse, på ægte Aladdin-style, en ånd i en flaske, som han befrier, hvorefter ånden tager ham med til "Landet i det fjerne". I dette land bor Bosses far, som er konge, og fortæller, at Bosses rigtige navn er Mio. I "Landet i det fjerne" er alting helt fantastisk, bortset fra én ting: Den onde ridder Kato forhekser uskyldige mennesker og skaber generel ufred i landet. Mios opgave er at kæmpe mod ridderen. Altså, et klassisk eventyr.
Eftersom alting er bedre i "Landet i det fjerne" og at det fortælles, at Bosse er efterlyst derhjemme, blev jeg i tvivl om, hvad Lindgren helt præcist havde tænkt, at dette land skulle symbolisere. I starten tænkte jeg, at Bosse var død og kommet i et eventyrligt paradis, hvor han havde alt det, som han manglede i sit jordiske liv. Senere tænkte jeg, at det også kunne være en dreng, som bare havde en fantastisk fantasi, som han brugte til at opdigte en ny tilværelse for at kunne holde ud. Jeg er ikke blevet overbevist om, hvilken af delene det er - og desværre kan jeg jo ikke spørge forfatteren.
Uanset, er tematikkerne klassisk Lindgren og det er så fantastisk alt det, som Mio oplever på sin rejse. Vil derfor stadig klart anbefale bogen, særligt til børn på mellemtrinnet, da det er oplagt til en masse samtale, fortolkning og refleksion.