top of page
Søg

Meter i sekundet


Forfatter: Stine Pilgaard

Udgivet: 15/5 - 2020

Forlag: Gutkind


Meter i sekundet er en skønlitterær roman om en kvinde. Om en brevkasseskribent, en mor, en kæreste og en tilflytter. Som landevejsriddere ankommer kvinden, hvis navn ikke præsenteres i bogen, med sin kæreste og deres fælles søn til den vestjyske by, de skal bo i. Kæresten har fået et job på den lokale højskole, og derfor flytter parret ind i en embedsbolig tæt på kærestens nye arbejdsplads.


"Stadig er vi nye på markerne, og forvirrede går vi rundt med vores barnevogn, som to hvileløse landevejsriddere (...) Vi går rundt i en ny verden, i vores nye liv, med vores nye barn, naturen ligger fladt foran os, og solnedgangen over Vesterhavet betragter os med sit røde øje."

Handlingen har ikke det store plot, og man følger mest af alt hovedpersonens hverdag med alt hvad den indebærer. Især kombinationen af søvnløshed, frygten for ikke at passe ind, arbejdet som orakel i den lokale avis' brevkasse og de daglige dagplejebesøg, fylder i hovedpersonens hverdag. Hun gør sit bedste for at passe ind i det vestjyske samfund, men skiller sig stadig ud med sine altid ærlige og provokerende brevkasse-svar, sin uendelig kamp for at få taget kørekort og sin irritation og uforståenhed overfor folk, som ikke færdiggør deres sætninger. Samtidig er hovedpersonen også i gang med at finde sin rolle som nybagt forælder med alt hvad dette indebærer af ansvar og andre folks uendelige, gode råd.


"Hvide Sande er den by i Danmark, der har flest rundkørsler per indbygger, siger Mona, ifølge færdselsloven må man kun tage én runde, medmindre selvfølgelig man har glemt at dreje af. Hvorfor, spørger jeg. Ellers ville folk jo ikke lave andet, siger Mona og kaster et blik i bakspejlet. Hun brugte sine teenageår på at drikke dåseøl og køre rundt i Hvide Sande. Det var Gud, fisk eller rundkørsler, længere var den ikke, siger Mona. Jeg spørger hende, om hun aldrig fik spat. Det kunne da godt blive sådan lidt, siger hun. Lidt hvad, spørger jeg. Leverpostej, siger Mona."

Meter i sekundet indeholder flere teksttyper, og består, udover det gængse handlingsforløb, også af brevkasseindlæg og sange. Jeg fandt især brevkasseindlæggende morsomme, og som dét, der gav bogen et løft. Sangene havde jeg det derimod sværere ved.

Ejer jeg ikke en bog fysisk, plejer jeg at skifte mellem at læse og lytte til den på Mofibo. Dette var også tilfældet med denne bog. Dog fandt jeg den sværere at læse, når det kom til sangene. Det var ikke altid jeg kendte melodierne, og her fungerede det klart bedst for mig, at få bogen læst/sunget højt. Jeg synes dog, at en bog skal kunne fungere på begge måder, hvorfor jeg fandt det ærgerligt, at oplevelsen af bogen var væsentlig anderledes når jeg lyttede til den. Derfor må jeg også indrømme, at jeg scrollede væk fra sangene når jeg læste bogen.


"Kære ungdommelige ældre. Mænd kan bedst forholde sig til kvindekroppen, hvis der enten skal noget ind i den eller ud af den. Herefter bliver det kritisk. Rådvildheden breder sig. I ren og skær forvirring og mangel på fantasi klamrer de sig nu til dine overarme. Herregud. Kærlig hilsen Brevkassen."

Alt i alt oplevede jeg Meter i sekundet som en god roman. Der sker ikke så meget i handlingen, men det der sker, er morsomt. Det er yderst sjældent, at jeg griner højlydt af en bog, men det gjorde jeg med denne. Især brevkasse-teksterne og hovedpersonens evindelige opgør med de halve sætninger, holdt jeg meget af. Pilgaard har en fantastisk evne til at skabe en sjov og provokerende karakter, hvilket i dén grad bidrager til den gode læseoplevelse.


♥ ♥ ♥ ♡ ♡ ♡

3/6






bottom of page