
Forfatter: Thomas Korsgaard
Udgivet: 15/9 – 2023
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Mente I det af Thomas Korsgaard er som et skud ærlighed og følsomhed direkte i hjertet på læseren. Denne kortroman, der er født ud af en tilfældighed og oprindeligt skulle have været en del af Korsgaards kommende novellesamling, skubber læseren ud over kanten af det forventede og ind i en verden af sårbarhed og autenticitet. Det er en helt anden Korsgaard, end vi hidtil har set.
Kortromanens historie udfolder sig omkring en ung mand, der kæmper med de dybe psykiske ar efter et verbalt overgreb. Med præcision og intense følelser dykker Korsgaard ned i den knugende stigmatisering og diskrimination, som homoseksuelle stadig står overfor. Korsgaard kaster læseren ud i et virvar af erindringer, korte betragtninger og traumatiske øjeblikke, og skaber dermed et værk, der er så inderligt, at det nærmest føles som at læse poesi.
Det fantastiske ved Mente I det er, som ved Korsgaards øvrige værker, hans magiske evne til at forvandle noget virkelig tragisk til letlæseligt og letfordøjeligt stof, som man langsomt kan tage ind og reflektere over – en ren og skær kunst. Korsgaards sprog er som altid let og flydende, nærmest som om hver sætning er omhyggeligt udvalgt, så det kan trænge helt ind hos læseren. Det lette sprog i kombination med den korte form gør, at bogen er umulig at slippe. Bogen er en lille skat af følelser og en påmindelse om, at selv i 2023 er verden ikke altid venlig over for dem, der ikke er en del af flertallet.
Som en (meget) stor beundrer af Korsgaard er jeg ellevild over denne bog. Den er ikke bare velskrevet, den er også hjerteskærende vigtig. Den tvinger os til at se virkeligheden i øjnene og erkende, at kampen for tolerance og accept stadig er nødvendig. Mente I det er således ikke bare en bog; den er en stemme, der råber ud mod intolerance og en opfordring til at ændre verden ♥
Hvis du elsker litteratur, der river dig med ind i hjertet af menneskelige følelser, hvis du elsker at blive udfordret – måske også med en anderledes og mere eksperimenterende stil - samt blive oplyst om den stadig eksisterende homofobi gennem det skrevne ord, så er Mente I det et absolut must-read.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget (reklame).