Forfatter: Thomas Korsgaard
Udgivet: 21/5 - 2021
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Med Man skulle nok have været der sætter Korsgaard et punktum for sin anmelderroste autofiktive trilogi om Tue. Jeg har tidligere (og med stor fornøjelse) læst bøgerne Hvis der skulle komme et menneske forbi og En dag vil vi grine af det samt novellesamlingen Tyverier og jeg er generelt yderst begejstret over Korsgaards skriverier.
I Man skulle nok have været der, følger vi nu Tue som 17-årig ung voksen. Han er er blevet smidt ud af sin lejlighed og har, på tragisk vis, ingen steder at tage hen. Det eneste han ejer og bærer med sig rundt, er en sportstaske med tøj og en computer samt en palme. Herfra følger vi Tues jagt på at finde et sted og bo - at finde hjem.
"Da vi kommer hen til porten på Kristianiagade, har vi begge fundet nøglerne frem."
Med denne bog, fortsætter Korsgaard med at skrive i sit fantastiske, enkelte hverdagssprog. Bogen er, som de to forrige bøger, meget dialogbaseret. Dette er kun en positiv ting, for er der noget Korsgaard kan, så er det at skrive realistiske dialoger! Under læsningen kunne jeg forestille mig hvordan stemmerne lød og i hvilket toneleje samt med hvilken dialægt sætningerne ville blive sagt i. Det er sjældent, jeg oplever at kunne dette, og det bekræfter mig kun i, at Korsgaard skriver de bedste dialoger, jeg nogensinde har læst. Der er meget usagt i dialogerne, og der bliver ikke fortalt mere end der behøves.
"(...) hun skiller en Ruko-nøgle med en rød tut ud fra bundtet og lægger den på sofabordet. »Så kan du komme og gå, som du vil.« »Tak, siger jeg en gang til og tager nøglen op. Det er alt for meget.« »Ja, det er det.«
Bogen består af 74 korte kapitler, hvilket jeg synes var forfriskende. Det korte format klæder bogen utroligt godt, og jeg følte ikke, at fortællingen 'stoppede' mig undervejs ved kapitelskiftende.
Jeg oplevede bogen som både barsk, sjov og hyggelig. Tues søgen efter et sted at bo og hans totale rodløshed er på mange måder sørgelig og barsk. Ingen bør opleve hjemløshed og slet ikke i en alder af kun 17 år. Korsgaard formår dog, som i de to forrige bøger, at krydre fortællingen med en smule humor. Eksempelvis grinte jeg over nogle af de, nærmest KLOVN-lignende, pinlige situationer, som Tue sætter sig selv i, gennem sin (til tider) grænseløse adfærd. Han har ikke udviklet den nødvendige mængde sociale-skills til at kunne begå sig problemfrit blandt andre mennesker, og det gør fortællingen tragikomisk.
"Rigatoni er åbenbart bare pasta"
Man skulle nok have været der er en af de bedste læseoplevelser jeg har haft længe. Jeg læste nærmest bogen på en enkelt aften (hvilket sjældent sker), og jeg er enormt ærgerlig over, at fortællingen om Tue ikke fortsætter. Dog afsluttede han trilogien med et brag, og jeg blev rørt, da jeg læste sidste side.
Det kan nok ikke komme som en overraskelse for nogen, at jeg derfor kun kan give denne bog min højeste karakter og mine varmeste anbefalinger.
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
6/6
Bemærk! Er man fast læser af Korsgaards bøger, er der et par små "hilsner" tilbage fra de tidligere bøger i trilogien om Tue undervejs i denne bog. 😉