top of page
Søg

Lykken har otte arme


Forfatter: Shelby Van Pelt

Udgivet: 25/1 - 2023

Forlag: Gads Forlag

Bedømmelse: ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥

 

Bogens bagsidetekst:

“Siden hun blev enke, har Tova Sullivan arbejdet som rengøringsassistent på det lokale akvarium i Sowell Bay hver aften efter lukketid. Selvom hun egentlig har nået pensionsalderen, kan hun godt lide at holde sig beskæftiget, og efter at hendes søn forsvandt sporløst på en sejltur for over 30 år siden, har det været den eneste måde for hende at holde sig oven vande på. En aften bemærker hun, at akvariets kloge, gamle kæmpestillehavsblæksprutte, Marcellus, holder øje med hende. Marcellus ser alt, men kunne ikke drømme om at løfte en af sine otte arme for de mennesker, der holder ham fanget i akvariet – indtil han møder Tova.”


 

I Lykken har otte arme møder man henholdsvis Tova, Ethan – Sowell Bays købmand, Cameron – musiker og tilflytter til Sowell Bay og Marcellus – kæmpestillehavblæksprutten fra akavariet i Sowell Bay. Hver har de deres egne kapitler med hver deres synsvinkel. Ud fra bagsideteksten troede jeg, at relationen mellem Tova og Marcellus ville fylde stort set hele romanen og være omdrejningspunktet heri. Min forventning blev dog brudt, da synsvinklerne fra Tova og Cameron fyldte mest. Det viste sig heldigvis, at det ikke gjorde noget for læseoplevelsen. Selvom der var færre af kapitlerne med Marcellus’ synsvinkel, var de kapitler der var intet mindre end fantastiske – en anderledes og meget sjov oplevelse. Hvem kunne ikke tænke sig at komme ind i hovedet på en blæksprutte? 🦑

Mennesker. For det meste er I dumme og klodsede. Men til tider kan I være bemærkelsesværdigt begavede individer.

Van Pelt har skabt de skønneste karakterer, og særligt hæftede jeg mig ved, at de alle formår at rejse sig efter det tab eller sorg, de har været udsat for. Det var en meget rørende læseoplevelse, og generelt er Lykken har otte arme en smuk fortælling om venskab, kærlighed og sorg. Livet arter sig sjældent som planlagt, men man kan sagtens finde lykken på andre og nye måder. Jeg oplevede bogen som den ultimative feel-good fortælling, og har allerede anbefalet den til venner og kolleger.


Som hovedregel elsker jeg huller. Et hul på toppen af min tank giver mig frihed. Men jeg bryder mig ikke om hullet i hendes hjerte. Hun har kun et, ikke tre som jeg. Tovas hjerte. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe hende med at fylde det.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget – reklame.


bottom of page