Forfatter: Lisbeth Dahl og Ulf Pilgaard i samarbejde med Lukas Birch
Udgivet: 1/3 – 2023
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Bedømmelse: ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♡
Lisbeth Dahl og Ulf Pilgaard har kendt hinanden i mange år. Begge har de gennem årtier været en del af Cirkusrevyen, og med tiden er de gået hen og blevet hinandens livsvidner. De ses sjældent privat, men har haft utroligt meget med hinanden at gøre, siden de første gang traf hinanden under forestillingen ”Stamherren” i 1975. Som Ulf formulerer det, har de ”et ægteskab … bare uden sex”.
Begge er de folkekære skuespillere, og har gennem tiden arbejdet sammen med koryfæer som blandt andre Dirch Passer, Jørgen Ryg, Preben Kaas, Klaus Pagh og Claus Ryskjær. Med sidstnævnte blev de for en periode et trekløver på revyscenen.
I takt med, at de tidligere kolleger én for én falder bort, er Lisbeth og Ulf blevet mere opmærksomme på deres relation og værdien i denne – for man må om nogen kende hinanden godt efter knap 50 år som kolleger.
I Livsvidner dykker Lisbeth og Ulf, gennem samtalen, ned i de sidste 50 år. Gennem et væld af historier og anekdoter bliver man som læser præsenteret for deres karrierer – som på mange måder kan siges næsten at være fælles.
Selvom jeg aldrig har været den store revy-fan, er jeg opvokset med Lisbeth og Ulfs arbejde på fjernsyn, og er også glad for gamle danske film og tv-serier – som en række af deres tidligere kolleger, har medvirket i. Derfor havde jeg store forventninger til bogen, da jeg både var nysgerrig på at læse om alle deres fælles oplevelser både i og udenfor revyen, de spændende mennesker de har mødt gennem deres karrierer samt deres udvikling – både privat og arbejdsrelateret. Jeg havde kendskab til Ulfs liv og karriere, eftersom jeg har læst begge hans selvbiografier, men Lisbeth kendte jeg ikke så meget til. Jeg kan huske at have set hende som ”cha-cha-cha”-damen i Cirkusrevyen i fjernsynet som barn, men særligt hendes rolle som lægefruen Sophia i tv-serien Sommer (2008), gjorde stort indtryk på mig. Derfor var jeg meget nysgerrig på særligt hendes liv og karriere, da jeg påbegyndte læsningen.
Bogen er opbygget som en klassisk samtalebog, som er opdelt i en række kapitler/emner, som kommer vidt omkring. Det eneste der generede mig lidt var, at de billeder som er i bogen er placeret samlet to steder. Jeg ville have foretrukket, at billederne kom undervejs, som der blev fortalt om de forskellige begivenheder, forestillinger, personer osv. Men dette er selvfølgelig en personlig præference.
Derudover blev mine forventninger til bogen i dén grad indfriet, og jeg klogere på både Lisbeth og Ulf. Bogen er godt skrevet og begynder hjemme hos Ulf i Hellerup. Her skænker han kaffe i tre kopper og kigger på sit ur. Klokken er syv minutter over tolv, som er det aftalte mødetidspunkt. Herefter ringer Ulfs telefon – det er Lisbeth, der er forsinket, men på vej. Da opkaldet er afsluttet fortæller Ulf, at ”Det er typisk Lisbeth”. Fra begyndelsen bliver Ulf og Lisbeths relation altså præsenteret og således fortsætter bogen. Jeg nød læsningen og særligt hæftede jeg mig ved, at deres samtale fremstår utroligt ægte. Jeg kunne nærmest høre deres stemmer, når jeg læste, og deres forskellige personligheder skinner fuldstændig igennem.
Lisbeth: Første gang vi mødte hinanden, var i forestillingen ’Stamherren’ i 1973, hvor … Ulf: Nej, det var i 75. Lisbeth: Nårh, ja, jeg roder altid rundt i de årstal. Jeg kan aldrig huske årstal, når folk spørger om noget. Det har Ulf meget bedre styr på end mig.
Gennem samtalen blev det tydeligt for mig, hvor forskellige de to egentligt er, og jeg finder det både bemærkelses- og beundringsværdigt, at de er så ærlige overfor hinanden, som de er.
Ulf: Så på den måde havde vi jo heller ikke det store indtryk af hinanden. Lisbeth: Jo, jeg syntes, du var en idiot.
De pakker ikke noget ind, og det er måske også dét, man kommer længst med i en relation til et andet menneske? Et eksempel er i nedenstående udsnit fra bogen, hvor Ulf, på hvad der fylder cirka tre sider, fortæller om sit personlige forhold til humor samt det succesfulde revynummer ”Vi er alle i samme båd”.
Ulf: […] De hujede, klappede og stampede på samme tid. Det var, fordi der endelig var nogen, der turde tale om den sag. Endelig nogen, der turde sige tingene højt og så ovenikøbet på en humoristisk måde. Det er nok det bedste, skarpeste og vigtigste nummer, jeg synes, vi har lavet ude i det telt, er du ikke enig i det? Lisbeth: Det ved jeg ikke, jeg lyttede ikke efter. Ulf: Ha! Når jeg siger noget, så kobler Lisbeth gerne af. Lisbeth: Ej, men det blev meget langt Ulf. […]
Selvom jeg kendte Ulfs personlige anekdoter i forvejen, består størstedelen af bogens samtale om deres fælles oplevelser, og dem kendte jeg ikke rigtigt. Det var både spændende, sjov og – til tider – barsk læsning. Undervejs har både Ulf og Lisbeth måtte sige farvel til en ægtefælle samt flere kolleger. Og selvom deres liv som kolleger i Cirkusrevyen er forbi, kommer deres veje ikke til at skilles – de er og forbliver livsvidner - og mon ikke, de finder på noget andet sjovt at lave sammen i fremtiden.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget – reklame.