
Forfatter: Gry Jexen
Udgivet: 11/5 - 2021
Forlag: Gyldendal
I dag er det d. 8 marts, Kvindernes Internationale Kampdag, og derfor fandt jeg det oplagt at dele en anmeldelse af netop denne bog med jer.
Gry Jexen er uddannet historiker og startede i 2018 sin instagramprofil @kvinde_kend_din_historie, hvor hun formidler betydningsfulde kvinders historie. Instagramprofilen blev opfulgt af Jexens podcast Kvinde Kend Din Historie. Podcastens formål er, ligesom Instagramprofilen, at skrive kvinderne ind i historien og dermed give dem den plads, de fortjener. Afsnit for afsnit gennemgås betydningsfulde kvinder og jeg har med stor glæde lyttet med fra podcastens begyndelse. I 2021 udkom Jexen med bogen Kvinde Kend Din Historie: Spejl dig i fortiden, hvor kvindernes historier bliver formidlet på en ny måde. Jeg synes det er beundringsværdigt at Jexen formår at formidle kvindernes historie på forskellige måder og platforme, så der er noget for enhver smag. Nu er der ingen undskyldning for ikke at stifte bekendtskab med de betydningsfulde kvinder!
Kvinde Kend Din Historie: Spejl dig i fortiden indeholder 50 korte, men velformulerede portrætter af kvinder. Bogen spænder alt fra kvinder, der har levet indtil for ganske nyeligt, til kvinder, som levede tilbage for 500 år siden. Fælles for dem alle er, at de har haft betydning for historien, men bestemt ikke har fået dem plads i historien, de fortjener. Jeg har altid været historieinteresseret og må med skamme indrømme, at jeg kendte til alt for få af disse kvinder.

I bogen er kvinderne inddelt inden for det tema, de har udmærket sig inden for: uddannelse, arbejde, ægteskab & parforhold, seksualitet & køn, at få børn, magt & politik, økonomi & iværksætteri, sport samt kunst & litteratur. Derudover er bogen illustreret på en måde jeg sjældent har set, hvilket skaber en helt fantastisk læseoplevelse.

Læseoplevelsen var interessant, smuk og ikke mindst oplysende. Gry Jexen er en formidabel formidler på tværs af platforme, og jeg vil anbefale hendes arbejde vidt og bredt - også denne bog.
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
6/6