Forfatter: Katinka Bjerregaard
Udgivet: 10/3 - 2023
Forlag: Gyldendal
Bedømmelse: ♥ ♥ ♡ ♡ ♡ ♡
Bagsidetekst:
"Hun køber nyt tøj hver uge og drømmer om at blive et telt. Hendes hud skal forstærkes af lag på lag af tekstiler, for den er ikke stærk nok, hendes krop giver hende ikke husly. Alle kan se lige igennem hende, så da den perfekte mand i uldskjorte ser hende, rigtig ser hende, bliver hun forelsket. Én IKEA-pose ad gangen flytter hun ind i hans lejlighed og i al hemmelighed ind i hans faste og stabile form. Men kan man tage bolig i sin elskede uden at ødelægge ham? KLUMP er en grænseløs kærlighedshistorie, der begynder i lidt for små blondetrusser og ender i lånte boksershorts. En roman om ikke at eje sin krop, om at blive ét med en andens og om at elske højt, men nogle gange have lyst til at lade være."
Klump er titlen på musiker og sangskriver Katinka Bjerregaards nye bog, som har været en noget ambivalent læseoplevelse for mig. For at være ærlig, må jeg nok erkende, at jeg sad tilbage med en skuffet følelse efter at have vendt den sidste side. Jeg holder både af Katinkas personlige, ærlige og finurlige fremtoning samt hendes poetiske sprog, og derfor havde jeg også en del forventninger til bogen. En forventning, der blev (delvist) indfriet var sproget. Bogen var spækket med smukke tekststykker - nærmest litterære perler - skrevet i et poetisk sprog, og jeg har tilmed lavet et par håndfulde æselører på sider med diverse ord og sætninger, jeg vil glæde mig til at genlæse.
I verden er der ingen lyd. I angsten er der kun øjne.
Bogen er kategoriseret som "roman" og, ifølge bagsideteksten, har vi at gøre med en kærlighedsfortælling. Dette gjorde desværre, at der skete et brud på mine forventninger til, hvilken læseoplevelse jeg gik ind til. Jeg mener personligt, at bogen læner sig væsentligt mere op ad den lyriske genre. Derudover er bogen opdelt i tre dele: "Blonder", "Kleenex" samt "Bæk og bølge". Hver del har sit eget emne/omdrejningspunkt, men de korte tekststykker endte mest af alt med at fremstå fragmenteret og uden nogen egentlig samlet helhed - jeg kunne i hvert fald ikke finde den. Jeg holdt mest af første del "Blonder", som omhandlede en spirende forelskelse og et parforhold, der tog form. Eftersom bogen beskrev sig selv som en kærlighedsfortælling, antog jeg også, at fortællingen fortsatte i samme spor, men det gjorde den desværre ikke. De øvrige dele kom derimod omkring dét at være barn, ung og senere mor til tvillinger. Jeg synes, det er ærgerligt, at man gik så hurtigt væk fra parforholdet og videre til noget andet, da kærligheden var beskrevet på en så fin, finurlig og ærlig måde, at jeg var trist over at skulle slippe det så tidligt. Var fortællingen fortsat i denne stil, kunne jeg nemt forestille mig, at bogen var gået hen og blevet en moderne kærlighedsfortælling med en ærlig og til tider klodset og uheldig kvindelig hovedkarakter ala 90'ernes "Nynne". Det blev det dog desværre ikke til i denne omgang.
At skændes under en dobbeltdyne er det værste, jeg ved. For der er ingen vindere i et dobbeltdyne-skænderi. Dobbeltdynen som koncept er tiltænkt de lykkelige.
Første gang, vi sover sammen, laver du en kop kaffe til mig. Du kværner bønner og steamer mælk på sin elegante stål-espressomaskine. Jeg har tømmermænd og kan slet ikke nænne at fortælle dig, at det eneste, jeg har lyst til, er kopnudler.
Ydermere var der passager, jeg decideret ikke forstod - muligvis fordi, de gik hen og blev nærmest surrealistiske og dermed endnu længere væk fra den genre, jeg forventede at skulle læse. Havde det været en digtsamling, havde jeg ikke forventet at forstå alt, men det er desværre noget andet, når bogen kalder sig "roman".
De pumpede en liter olie op i min endetarm. Jeg ved ikke, om det var olie. Men når jeg tænker tilbage på det, ser jeg kun en kæmpestor plastikbeholder med tyk, gul rapsolie. Skruelåget var væk.
Elastikken findes i mine rastløse bevægelser. Jeg er altid på vej væk eller på vej hjem. Jeg mærker et træk i ryggen, når jeg er gået for langt. Som noget jeg aldrig har haft før, mærker jeg et center. Men jeg ved, at mit center vil forskyde sig.
Dette opstod b.la. når kronologien ikke hang 100 procent sammen, når jeg ikke kunne finde forbindelserne mellem de forskellige tekststykker eller jeg ikke vidste, om det nævnte "du" refererede til børnene, kæresten eller hovedpersonens krop. Dette gjorde, at jeg undervejs sad med spørgsmålene "Hvad menes der med det?", "Hvad betyder det?" og til sidst "Var det dét?". Oplevelsen som den fragmenterede komposition gav mig, kan bedst beskrives som, et indtryk af at få et indblik i Katinkas "noter" på telefonen - nedskrevne tanker uden egentlig sammenhæng og ikke for læserens - men for sin egen skyld.
Jeg kan se mine hænder banke små søm i væggene og hænge billeder op af mine venner. Som bevis på, at jeg har nogen.
Alt i alt var Klump en ambivalent og undervældende læseoplevelse for mig. Der skete et totalt brud på forventningsrammen når en så poetisk og lyrisk bog bliver kaldt "roman", og jeg savnede den hele, sammenhængende fortælling og kærlighedshistorien heri. Samtidig indeholdt bogen en række litterære sprogperler, som uden tvivl var det, der løftede læseoplevelsen for mig. De enkelte sprogperler fortjener topkarakter og al ros i verden, mens bogen som helhed fremstod fragmenteret, uden egentlig sammenhæng og - ja, desværre, undervældende. En ambivalent læseoplevelse.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget (reklame).