Search

Klassikere: Børnebøger


I dette indlæg, vil jeg dele mine personlige børnebogsklassikere med jer. For mig er en klassiker en bog, som er tidløs og som har gjort sig særligt bemærket inden for sin genre, og derfor bør anbefales (og forhåbentlig derefter læses!) I følgende indlæg vil jeg dele nogle eksempler på børnebøger, som jeg opfatter, som værende klassikere. Jeg er ikke professionel inden for området og kan derfor ikke fagligt vurdere, hvad der ’rigtigt’ kan kaldes klassikere inden for børnelitteraturen, men jeg kan dele de bøger, jeg opfatter som mine klassikere.

Pippi Langstrømpe (1945-)

Hendes fulde navn er ”Pippilotta Viktualia Rullgardinia Krusemynta Efraimsdotter Långstrump”, men du kender hende nok bedst under forkortelsen ”Pippi Langstrømpe”. Verdens stærkeste pige, som bor helt alene i sit store hus ”Villa Villekulla” med sin abe Hr. Nilsson og sin hest Lille Gubben. Ved siden af Villa Villekulla bor søskendeparret Tommy og Annika, som er Pippis gode venner og samtidig også hendes totale modsætning med deres mere artige adfærd og tilgang til tilværelsen. Sammen med Tommy og Annika oplever Pippi en masse og det er de historier, som bøgerne om Pippi handler om.

Bøgerne om Pippi er skrevet af den svenske forfatterinde Astrid Lindgren og første bog om Pippi udkom i 1945 og var faktisk den, som gjorde hende berømt som forfatter. Bogen udkom under Anden Verdens Krig, og det kan helt sikkert også ses i fortællingen om Pippi hvis man tager fortolkningsbrillerne på. I en tid, hvor død og bortrejste fædre kunne være en naturlig del af barndommen, tror jeg næppe, at det var helt tilfældigt at Pippis mor bliver omtalt som værende ”oppe i himlen” og hendes far som konge på en ø i Sydhavet. Pippi kunne/kan vise børnene, at man sagtens kan være placeret i en svær situation og stadig være en sej, selvstændig og livsglad pige. Hun er symbolet på håb og troen på sig selv. Du kender måske også hendes berømte citat: ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg helt sikkert!”

Hvorfor så læse historierne om Pippi Langstrømpe?

Med sit finurlige og spøjse sind, er Pippi på mange måder enormt befriende. Hun er selvstændig, verdens stærkeste og sætter spørgsmålstegn ved og reflekterer over autoriteter samt alt hvad vi kendetegner som ”normal” praksis. Derudover er hun bare morsom med sin utraditionelle og moderne facon. Jeg mener altså, at Pippi både er lærerig og underholdende læsning.

Vidste du i øvrigt, at illustrationerne i Pippi-bøgerne er skabt af en dansk kvinde ved navn Ingrid Vang Nyman? Det er da ret sejt!

Udover historierne om Pippi Langstrømpe, har Astrid Lindgren også b.la. historier som ”Alle vi børn i Bulderby” (1947), ”Brødrene Løvehjerte” (1973), ”Emil fra Lønneberg” (1963), ”Ronja Røverdatter” (1981) og mange, mange flere. Lindgrens forfatterskab strækker sig langt og det er bare med at komme i gang – det er alle sammen gode, velskrevne fortællinger.


Gummi-Tarzan (1975)

”Gummi-Tarzan” er titlen på Ole Lund Kirkegaards bog fra 1975, og en klassiker hvis man spørger mig. Bogen er blevet filmatiseret i to udgaver (1981 og 2012), og indeholder en rigtig hyggelig og sjov fortælling. Gummi-Tarzan, eller Ivan Olsen, som hovedpersonen rigtigt hedder, er en lille og spinkel fyr. Ivan har det ikke supernemt i skolen, han bliver drillet af de andre børn og har ovenikøbet fået tilnavnet ”Gummi-Tarzan” af hans far, fordi han ganske enkelt ikke er stærk – en gummiudgave af den maskuline og stærke Tarzan. En dag møder Ivan dog en heks, som giver ham muligheden for at få sine ønsker opfyldt i én enkelt dag. Det er denne dag, bogen handler om.

Hvorfor læse Gummi-Tarzan? Man kan læse ”Gummi-Tarzan” af mange grunde. I folkeskolen bliver den læst, da den omrører temaer såsom ensomhed, mobning og venskaber, men man kan også sagtens læse den for fornøjelsens skyld. Bogen er skrevet i klassisk Ole Lund Kirkegaard stil med sjove dialoger fra børneperspektiv. Der er nogen som mener, at ”Gummi-Tarzan” er en trist fortælling, fordi Ivan kun har sine superkræfter i en enkelt dag og efterfølgende vender tilbage til sit gamle liv. Dette mener jeg er helt misforstået. Ivan vender ganske vidst tilbage til sit gamle liv, men han vender ikke tilbage til sit gamle jeg. Han har haft en helt fantastisk dag med de vildeste succesoplevelser. Han behøver ikke at fortsætte som mesterspytter eller med at give bøllerne buksevand – for den type tror jeg slet ikke han er. Han har fået sin hævn og har samtidig haft den nok sjoveste dag i sit liv.

Udover ”Gummi-Tarzan” har Ole Lund Kirkegaard også skrevet berømte børnebøger, som ”Lille Virgil” (1967), ”Albert” (1968), ”Orla Frøsnapper” (1969)), ”Hodja fra Pjort” (1970), ”Frode og alle de andre rødder” (1979), ”Otto er et næsehorn” (1972) og jeg kunne blive ved. Et fantastisk forfatterskab, som jeg kun kan anbefale. Ægte klassikere, hvis man spørger mig.


Karlas Kabale (2003)

”Karlas kabale” er en af de mere nyere bøger, som jeg anser som værende en klassiker. Bogen er skrevet af Renée Toft Simonsen, og omhandler den 9-årige Karla. Karla bor i en sammenbragt familie med sin mor, stedfar og tre søskende. Selvom Karla er glad for sin ’nye’ familie, fylder tankerne om hendes far, som er alkoholiker, også meget i hendes hoved. Hendes far glemmer ind imellem at hente hende, hendes mor har travlt og rengøringsvanvid og hendes søskende er dødirriterende. Ja, det er bestemt ikke nemt at være Karla. Udover ”Karlas Kabale” findes der også flere bøger i serien, herunder: ”Karla og Katrine”, ”Karlas svære valg”, ”Karla og Jonas”, ”Karla Superstjerne” og ”Karlas kamp”. De første fire bøger i serien findes i én samlet bog, nemlig ”Den store Karlabog”.

Hvorfor læse ”Karlas Kabale”?

Jeg læste selv ”Karlas Kabale” (og et par af de efterfølgende bøger i serien) da jeg var på alder med bogens hovedperson og kunne spejle mig i alle hendes tanker og refleksioner. Renée Toft Simonsen rammer plet i sine skildringer af livet som præteenager og får samtidig nogle relevante emner som skilsmissebørn, sammenbragte familier, venskaber, forældre med misbrug, alkohol og kærlighed. Emner, som kan skabe en yderst spændende, relevant og lærerig samtale.

Udover bøgerne om Karla, blev tre af bøgerne, nemlig ”Karlas Kabale”, ”Karla og Katrine” og ”Karla og Jonas” filmatiseret. De er i øvrigt også en anbefaling værd.


Peter Pedal (1941)

Du kender ham nok fra tegnefilmene af samme navn, men vidste du godt, at første gang man stiftede bekendtskab med den nysgerrige abe var som en birolle i en helt anden børnebog ved navn ”Giraffen og de ni aber”? Historierne om Peter Pedal udkom som billedbøger for første gang tilbage i 1941 og i perioden fra 1941 til 1966 udkom syv bøger om Peter Pedal og disse blev fulgt op af en længere række bøger i løbet af 1980’erne. Årsagen til, at aben hedder ”Peter Pedal” og ikke ”Peter nysgerrig”, som den engelske titel ”Curious George” ellers leder op til, stammer helt tilbage i 1952. Her blev den første bog om Peter Pedal udgivet på dansk ”Curious George Rides a Bike”. Her kalder et postbud den lille abe for Peter Pedal, fordi han simpelthen er en sand mester til at cykle. Dette citat gav også bogen sin titel ”Peter Pedal”, som siden har hængt ved som abens danske navn.

Hvorfor læse historierne om Peter Pedal?

Historierne om Peter Pedal er, nærmest ligesom ”Totte” og ”Lotte” bøgerne, meget enkle i hele deres facon. Historierne kan læses i en meget tidlig alder og omhandler (oftest) de helt små, gængse ting i hverdagen, såsom at cykle, holde fødselsdag, være syg og meget mere. Peter er nysgerrig og gør alting i den bedste mening. Han kommer dog ofte galt afsted grundet denne nysgerrighed, hvilket skaber de fineste små historier.

Udover de små fortællinger, som man kan købe enkeltvis, findes der også større bøger med et antal samlede fortællinger om den nysgerrige abe. Eksempelvis er der ”Den store bog om Peter Pedal”, som blev skabt i forbindelse med den lille abes 75-års jubilæum. Her møder vi Peter helt ved begyndelsen, hvor Manden med den gule hat finder Peter i junglen og tager ham med sig hjem. Bogen indeholder de originale fortællinger om Peter. Derudover vil jeg også nævne bogen ”5 minutter i godnat: Peter Pedal”, som er en samling af 12 korte fortællinger, som egner sig godt til godnatlæsningen.


Mumitroldene (1945)

Mumitroldene er en række af flere fortællinger skrevet af den finlandssvenske forfatterinde og illustrator, Tove Jansson. Første gang man kunne læse om Mumitroldene var i bogen af samme navn, som udkom i 1954. Denne bog, var en samlet udgave af de første to bøger om Mumitroldene. Ifølge et forfatterportræt af Jansson på forfatterweb.dk, kan figurene fra Mumidalen sammenlignes i popularitet med navne som Peter Plys, Pippi Langstrømpe og Peter Pan. Det er derfor nok heller ikke nogen overraskelse, at de bliver nævnt her. Der findes en del historier om Mumitroldene og også nyere, eksempelvis letlæselige bøger, som tager udgangspunkt i figurerne fra Mumidalen, men som ikke er skrevet af Jansson selv. Ønsker man at læse nogle af de originale fortællinger, er det derfor altid en god idé at tjekke bogens forfatter først.

Mumitroldene bor i Mumidalen, en dal, som Jansson skabte med inspiration fra en ø i den Stockholmske skærgård (Bildö), hvor hun tilbragte somrene med sin familie som barn. I mumidalen møder vi flere forskellige figurer, b.la. Snif, Lille-My, Mymlen, Snork-Frøkenen, Hemulen og Mumrikken. Fortællingerne er oftest kendetegnet ved, at Mumi og en ven tager på eventyr for efterfølgende at vende hjem til Mumidalen igen i de trygge hjemlige rammer.

Hvorfor læse historierne fra Mumidalen?

Udover at skrive nogle utroligt gode historier, har Tove Jansson også (altid) en dybere mening/budskab i sine fortællinger.

Et eksempel på en fortælling er ”Troldkarlens hat”, som udkom på dansk i 1968. Her har Mumi fundet en hat, som forandrer alt, hvad han putter ned i den. De hårde genstande bliver bløde, de spidse genstande bliver runde osv. Da Mumi selv gemmer sig i hatten, bliver han også forandret. I begyndelsen er det morsomt at han ikke ligner sig selv, men da det går op for ham, at alle hans venner ikke kan genkende ham og faktisk ikke ved hvem han er, rammer det ham. Først da han ser hans mor dybt i øjnene og hun genkender ham, ophæves fortryllelsen og dermed forandringen. Budskabet i denne historie er, at det ikke er det ydre, men det indre, der betyder noget.

Derudover kan jeg også anbefale novellesamlingen ”Det usynlige barn og andre historier” (1972 på dansk), som indeholder små velskrevne noveller med hver deres relevante budskab. Man kan dermed både lære meget af fortællingerne fra Mumidalen, men man kan også blive underholdt af de hyggelige fortællinger om alle Mumis eventyr.


Den grimme ælling (1843)

”Den grimme ælling” af H.C Andersen er en noget ældre sag, men dog ikke mindre stadig letlæselig, relevant og god! Du kender den formodentlig allerede: eventyret om ”den grimme ælling” i andegården, som vokser op og finder ud af, at den i virkeligheden er en smuk svane. Danmarks nationaldyr, i øvrigt. Årsagen til at jeg har denne fortælling med er, at den – sammen med mange af H.C Andersens eventyr – virkelig er en klassiker. Eventyret er tidløst og yderst relevant. Ligesom Tove Janssons ”Troldkarlens hat” handler ”Den grimme ælling” om, at det ikke er det ydre der tæller. Samtidig berører den også emner som mobning og om det, at føle sig anderledes og utilpasset i en gruppe. En smuk fortælling, som selvfølgelig skal nævnes.

Dette var et udsnit af de bøger/fortællinger, som jeg kendetegner som klassikere. Titler fra min barndoms skatkammer, og som jeg vil anbefale vidt og bredt. God læselyst.