
Forfatter: Nanna Arbøl
Udgivet: 1/3 - 2022
Forlag: Copenhagen Storytellers
Den første marts 2022 udkom Nanna Lundgaard Arbøl, som også er kendt under navnet @hverdagslinjer på Instagram, med digtsamlingen Kamillekrater.
Kamillekrater er en rørende kærlighedsfortælling fortalt helt kronologisk fra spirende forelskelse til ulykkeligt brud. Selv skulle jeg lige i gang med værket før jeg blev rigtig opslugt af det, men da jeg først var kommet ind i Arbøls poetiske univers, var jeg til gengæld tryllebundet. Arbøl beskriver kærligheden, som den nogle gange kan opleves, nemlig som en rutsjebanetur. Selvom jeg ikke har oplevet et brud med en partner på den måde, som værket præsenterer, følte jeg alligevel at jeg forstod følelserne og kunne identificerer mig med dem, hvilket, tror jeg, var altafgørende for min oplevelse af digtene.
Værket indeholder en kombination af poesi og prosa og et gennemgående element i værket er et brud af teksten, hvor der kun står få linjer, f.eks. “Sorgens hjerte lyver ofte.” Disse sætninger oplevede jeg som så rammende og rørende, og har lyst til at dele dem alle med jer, men I må købe værket for at læse dem alle.
Jeg følger dig ikke længere på de sociale medier Jeg begraver mig i Strunge og koffein for at skylle dig ud af mit system Det går ikke så skidegodt
Det sproglige niveau er desuden højt i dette værk. Jeg genlæste ofte versene og blev klogere hver eneste gang. Det er helt tydeligt, at Arbøl er dygtig med ord og har talent for at lege med sproget på en helt særlig måde. Om det er gentagelser, allitteration, metaforer, symbolik eller ord med flere betydninger, så mestrer hun det, og det er fantastisk at læse.
Jeg sammenligner dig med tiden der bliver ved med at gå
Værket er spækket med symbolik. Særligt kamillen, den lindrende og helbredende urt, som er gennemgående i hele værket, kan betyde mere end som så og det er netop elementer som dette, man kan opdage ved en genlæsning.
Dit stumme skrig afspilles på repeat Et mantra fra smykkeskrinets fængslede ballerina
Alt i alt er Kamillekrater en smuk digtsamling om et kærlighedsbrud og alle de tanker og følelser man kan opleve som reaktion herpå. Fortællingen er beskrevet på en så poetisk måde og i et så kreativt sprog, at jeg blev fanget selvom jeg ikke kan relatere til oplevelsen 1/1. Jeg skulle lige i gang inden jeg blev helt opslugt, men slutningen rørte mig særligt meget. Derfor får Arbøl fem ud af seks smukke hjerter for sit smukke værk. Kamillekrater er en digtsamling med en yderst rørende fortælling, som jeg med sikkerhed kommer til at genbesøge. Læs den og bliv ramt lige i hjertet.
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♡
5/6
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget (reklame).