top of page
Søg

Kærlighedens år


Forfatter: Johanne Mygind

Udgivet: 17/9 - 2021

Forlag: Gads Forlag

 

Bagsidetekst:

"Nanna er nyskilt og lige flyttet ind i en lejlighed i Sydhavnen med sine tre børn. Som podcaster og dokumentarisk lever Nanna af at fortælle historier, og i forsøget på at forstå sin egen historie beslutter hun at lave en udsendelse om sin mor. Elisabeth var frontfigur for 1970'ernes Rødstrømpebevægelse, smuk og feteret i sin storhedstid. Men Nanna er vokset op med en helt anden udgave af moren, der, efter et brug med både kvindekampen og Nannas far, forskansede sig hos sine forældre med sin lille datter.

En skjult historie om kvinderne i familien træder frem. Den handler om Nannas mormor, Rigmor, der drømmer om at blive læge, men bliver gravid, og om Elisabeth, der tror på feministisk forandring, men ikke tør stå ved sin forelskelse i en anden kvinde. Samtidig må Nanna der prøver at få greb om sit nye liv, også stille spørgsmål til sig selv og sine idealer og valg. Hvad vil hun bruge sin frihed til?"

 

Kærlighedens år er Johanne Myginds debutroman. Bogen omhandler tre generationer af kvinder, som hver især kæmper en kamp for frigørelse. I fortællingen møder man først og fremmest den nyskilte Nanna i år 2019, som fornyeligt er flyttet i en lejlighed i Sydhavnen og kører en syv/syv-ordning med sin eksmand om hendes tre børn. Med udgangspunkt i Nanna og hendes arbejde med at skildre sin mor, Elisabeths, arbejde i Rødstrømpebevægelsen tilbage i 1970'erne. Herudover bliver man introduceret til Elisabeths ungdom i 70’erne og Elisabeths mors ungdom i 50’erne (Rigmor) gennem flashbacks. Især lægges der vægt på moderskabet og relationen mellem mor og datter. Flashbacksene til henholdsvis 1950'erne og 1970'erne tydeliggør kvindernes forskellige kampe på tværs af generationer og hvordan de har taget deres oplevelser med sig videre i livet.

Vi ville have verden. Vi troede, at vi kunne få den. Og det kunne vi måske et langt stykke ad vejen. Det krævede bare, at vi skabte den selv.

Bogen giver sin læser et barskt indblik i livet som en del af hippiekulturen i 1970'erne, hvordan det var at bo i kollektiv, hvordan (på dette tidspunkt) uortodokse seksualiteter opblomstrede og hvordan man som barn blev glemt i al selvrealiseringen. Den skildrer 1950'ernes kvindesyn og hvordan man som kvinde ikke kunne kombinere et arbejds- eller studieliv med en graviditet og et moderskab. Til sidst skildrer den et liv som fraskilt mor anno 2019.

Jeg afviser idéen med det samme. Jeg nægter at være et af de 1968'er børn, som jamrer over deres opvækst.

Kærlighedens år var en spændende og interessant tidsrejse. Fortællingen har stærke karakterer som fangede min interesse, men handlingen går langsomt fremad og der sker ikke så meget. Udviklingen foregår mest inde i selve karaktererne, men jeg kunne godt have savnet noget mere handlingsmæssigt. Derudover var det anderledes at læse en bog med tre handlingsspor, som foregår i hver sin periode af danmarkshistorien. Historien er velskrevet og det var tydeligt igennem hele bogen, at Mygind havde skrevet bogen på bund research. Alt fra hovedpersonen, Nannas, arbejdsliv som podcaster og dokumentarist (og de interviews/lydoptagelser, som bogen dertil præsenterer), til livet i 50'erne og 70'ernes Danmark er skildret på en yderst virkelighedstro vis. Det kan desuden også mærkes, at Mygind trækker på sit eget liv, hvilket bidrager til at Nannas liv også fremgår realistisk. Flere gange tog jeg endda mig selv i at reflektere over, hvorvidt bogen var autobiografisk.

"Jeg synes, De skal prøve at lægge Dem, når pigen sover til middag." Sundhedsplejersken strakte pludselig hånden ud og klappede hende på kinden. "Så kan De være noget for deres mand, når han kommer hjem."

Alt i alt må jeg sige, at det er en stærk debutroman. Nøj, hvor ville jeg gerne møde de stærke kvinder fra bogen!


♥ ♥ ♥ ♥ ♡ ♡

4/6


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget (reklame)


bottom of page