top of page
Søg

I går


Et billede af bogen I GÅR af Agota Kristof

Forfatter: Agota Kristof

Udgivet: 13/1 – 2023

Forlag: Gyldendal

 

I går er en bemærkelsesværdig tilføjelse til Gyldendals nye skala-serie, der genopliver mesterværker fra det 20. århundrede. Forfatteren bag denne kortroman, den ungarske Agota Kristof (1935-2011), leverer en rørende historie, der kaster lys over de indviklede psykologiske lag af en menneskeskæbne.

Handlingen følger Tobias Horvath, der har tilbragt det sidste årti som Sandor Lester, i forsøget på at undslippe sin dystre barndom. Han har skabt et nyt eksil i et fremmed land, hvor ingen kender hans sande historie, og han bevogter den som en dyrebar hemmelighed. Hans liv er begrænset til en endeløs rutine: arbejde på en fabrik for at komme hjem til et kærlighedsløst forhold til Yolande. Men han drømmer, og hans drømme centrerer sig om Line, en idealiseret version af en pige, han kendte som barn. En skæbnesvanger dag dukker Line op i hans nye liv, og hun konfronterer ham med både hans fortid og nutid.

Tobias, eller Sandor, er en karakter, der formentlig vil efterlade et indtryk på læseren. Hans beslutsomhed og kompromisløshed kan virke uhyggelig, men det er netop dét, der gør hans karakter og romanen så fascinerende.

I gennem skildringen af Tobias' karakter udforsker romanen temaer som eksil, flugten fra samt genopfindelsen af sig selv, tidens gang, længslen efter den uopnåelige kærlighed samt drømmens kraft og magt. Tobias' besættelse af Line og hans drøm om et liv med hende tager fuldstændig kontrol over ham og fører ham ind i en alternativ virkelighed, hvor kun én ting - denne drømmekvinde - har betydning.

Agota Kristof beskriver også Tobias' ønske om at blive forfatter på en dybt rørende måde. Hans indre kamp mellem tankerne og ordene:

I almindelighed nøjes jeg med at skrive inde i mit hoved. Det er nemmere. Inde i hovedet forløber alt uden vanskeligheder. Men så snart, man skriver, forvandler tankerne sig, fordrejes, og alt bliver forkert. På grund af ordene.

Hvis du er interesseret i at udforske klassikere og ældre litteratur, men gerne vil have det præsenteret i en kort, letlæselig form, er denne bog altså absolut en anbefaling. Den er oplagt at tage med på farten og er skrevet med en enkel og direkte stil, hvor der ikke er spildt plads på overflødige ord. Romanen indkapsler essensen af Tobias' ensomme og monotone liv og giver læseren et indblik i hans inderste tanker og følelser, uden at der bliver lagt fingre imellem.

Jeg står op klokken fem om morgenen, jeg vasker mig, jeg barberer mig, jeg laver kaffe, jeg tager afsted, jeg løber helt hen til Det Store Torv, jeg står på bussen, jeg lukker øjnene, og al rædslen ved mit nuværende liv rammer mig lige i ansigtet.

Romanen efterlod et stærkt indtryk og fik mig til at reflektere over, hvordan fortiden er i stand til at forme fremtiden på måder, vi måske ikke altid selv er i stand til at forstå eller kontrollere. I går er en bevægende roman om tab, ensomhed og længslen efter det, der måske aldrig kan opnås igen, og den vil forhåbentlig efterlade dig med stof til eftertanke.


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget (reklame).

bottom of page