top of page
Søg

Hvor flodkrebsene synger

Forfatter: Delia Owens

Forlag: Gyldendal

Udgivet: 2018

Bedømmelse: ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥


 

Hvor flodkrebsene synger er blevet en international bestseller, som har slået alle salgsrekorder med 10 millioner eksemplarer solgt på verdensplan. I skrivende stund kører en filmatisering af bogen i landets biografer, så nu mente jeg, at det også var på tide, at jeg gav mig i kast med den berømte bog. Bedre sent end aldrig!


Forlaget beskriver bogen således:

"Kya Clark er den vilde pige, ”marskpigen”. Hun vokser op i 1950’erne i en hytte ude i sumpskoven ved ​​North Carolinas kyst. Hendes mor og fire ældre søskende forlader en efter en hjemmet, så hun til sidst er alene med sin voldelige far. En dag forsvinder han også.

Herefter er hendes liv en ensom kamp for overlevelse i en verden, der kun har foragt tilovers for sumpens fattige folk. En enkelt skoledag i den nærliggende landsby er alt, hvad det bliver til for Kya, som møder barfodet og pjaltet op og straks bliver genstand for de andre børns hån og mobning.

Men Kya er ikke, som de tror. Hun er følsom og intelligent og har overlevet i årevis alene ude i den sumpede marsk, som hun betragter som sit hjem. Hendes forhold til naturen er både videbegærligt og nysgerrigt og samtidig selve omdrejningspunktet og forankringen i hendes tilværelse. Men der kommer en tid, hvor Kya længes efter at elske og blive elsket. Da to unge fyre bliver grebet af hendes vilde skønhed, åbner Kya sig for et nyt kapitel i livet – indtil det utænkelige sker: Den lokale skørtejæger bliver fundet død uden for byen – og straks mistænker de lokale Kya for at være involveret i dødsfaldet."


 

Inden jeg gik i gang med bogen, var jeg nervøs for, om den kunne leve op til mine høje forventninger. Jeg har kun læst godt om bogen, og jeg har ofte oplevet, at hypede bøger ikke har kunne leve op til mine forventninger. Jeg kan dog fortælle, at dette bestemt ikke var tilfældet. Hvor flodkrebsene synger er en af de bedste bøger, jeg længe har læst - måske i det hele taget. Hold nu op en god bog!

Men ligesom hendes samlinger voksede, voksede også hendes ensomhed. En smerte så stor som hendes hjerte levede i hendes bryst. Intet lindrede den. Hverken mågerne eller en prægtig solnedgang, selv ikke den sjældneste strandskal.

Hvor flodkrebsene synger er Delia Owens første skønlitterære roman, og det har jeg virkelig svært ved at forstå. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes debutromaner i så høj litterær kvalitet. Sproget er flydende, let og fængende og handlingen kan faktisk beskrives på samme måde. Sjældent har jeg haft så svært ved at slippe en bog, som jeg havde med denne. Bogen har den skønneste og sejeste hovedperson i Kya Clark. Mod alle odds klarer hun sig helt alene og efterladt i marsken. Udstødt af lokalsamfundet og med tilnavnet "marskpigen" bliver hun set ned på, og har ingen at læne sig op ad eller finde tryghed hos. Det er også denne udholdenhed, som betog mig mest ved Kya. Hun nægter at give op, uanset om hun så er dømt til et liv i ensomhed i marsken. Samtidig er hun også en følsom person, som naturligvis bliver påvirket af de traumatiske oplevelser, hun har med sig i bagagen - og det er unægteligt en del.

"Det er det, ingen forstår ved mig." Hun hævede stemmen. "Jeg har aldrig hadet folk. De hadede mig. De lo ad mig. De chikanerede mig. De angreb mig. Ja, sådan er det. Jeg har lært at leve uden dem. Uden dig. Uden Ma! Uden nogen som helst anden!

Noget Kya holder dog holder fast i gennem hele bogen, er hendes kærlighed til marsken og naturen. Derfor har bogen også de smukkeste natur- og miljøbeskrivelser, som også har en stor og uundværlig plads i bogen.

Solen, der stadig var sky og vinteren underdanig, tittede frem nu og da mellem dage med ond vind og bitter regn. Så en eftermiddag bare sådan, brød foråret for alvor igennem. Dagen blev varmere, og himlen skinnede, som var den blevet pudset.

Da et mystisk dødsfald finder sted i landsbyen, er Kya den oplagte at beskylde for mordet, og herfra udvikler den historiske roman sig til en art krimi. Owen formår at kombinere det bedste fra de historiske romaner, krimierne og romancerne i én god, samlet fortælling. Bogen har altså det hele - og mere til. Fortællingen præsenterer en hel livshistorie, og jeg er sjældent blevet så rørt over en bog, som jeg blev over denne. Hvor flodkrebsene synger var en helt igennem fantastisk, rørende og gribende læseoplevelse. Den har mine største anbefalinger.


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget (reklame).



bottom of page