Search

Hun drømte

Hun lå i sin seng med en notesblok. Den billigste hun kunne finde i den lokale boghandel. Hun ville skrive. Med sin hvide kuglepen, som hun engang havde fået med i en goodiebag til et Tupperwareparty, gjorde hun sig klar. Men hvad ville hun skrive om? Hun kunne skrive om sin barndom. Om kombinationen af kærlighed og svigt. Hun kunne også skrive om sin uddannelse. Den, hun mest af alt tog for SU’en og trygheden. Men hun kunne også skrive om sit arbejde. Om det frustrerende ved ikke at kunne slå til og ikke føle sig god nok. Ikke brænde for faget. Allerhelst ville hun skrive om sine drømme. Hun drømte om litteratur. Om at læse og om at skrive. Hun ville dele sine historier. Hun ville formidle andres historier. Hun lagde Tupperwarekuglepennen fra sig igen. I morgen var endnu en dag på arbejdet, og her ville hun drømme videre.