Forfatter: Pam Jenoff
Udgivet: 3/8 - 2021
Forlag: Alpha
Bagsidetekst:
”Tyskland 1944. Den 16-årige Noa forsørger sig selv ved at gøre rent på en station, efter at hun er blevet smidt ud hjemmefra. En aften hører hun en lyd fra en togvogn, der til Noas bestyrtelse viser sig at være fyldt med spædbørn. Inden hun har nået at tænke sig om, har hun taget det grædende barn og flygter ud i vinternatten. Noa og barnet reddes af et omkringrejsende cirkus, men for at blende ind må Noa optræde som trapezartist. Hendes lærer bliver den noget ældre Astrid, en kvinde der selv har en fortid, hun må skjule, og hun er bange for at Noa og barnets opdukken vil bringe hendes eget liv i fare.”
Hittebarnets historie er en historisk roman løst baseret på virkelige hændelser, og sikken fantastisk en af slagsen. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst blev rørt til tårer over en bogs fortælling, men det kunne ikke undgås med denne.
Romanen har en stærk handling med flere plots og overraskelser, som nærmest tvang mig til at læse videre. En pageturner, som jeg havde unægteligt svært ved at slippe.
“Jeg gør mig fri af Peter og bryder gennem kredsen. »Kom,« siger jeg, tager hendes hånd og går ind i midten igen sammen med hende. Gør hende en af os.”
Som bagsideteksten så fint fortæller, foregår romanen under 2. verdenskrig i et cirkus. Cirkuslivet under 2. verdenskrig er aldrig noget jeg tidligere har haft kendskab til, så dette var også et yderst spændende og anderledes indblik for mig. Et indblik i livet som en omrejsende artist med al den træning og slid, som dette kræver. Derudover fik jeg også kendskab til alle arbejderne rundtom cirkusset lige fra alt-mulig-manden til barnepigen, som jo også har stor indflydelse på, at et cirkus fungerer.
”Jeg gemmer mig bag en bænk, idet bildøren smækker i. Om et øjeblik kører den og tager barnet med. Og ingen vil vide, hvad jeg har gjort.”
Hittebarnets historie er en historie om tillid, kærlighed, venskab og hemmeligheder. Om at være der for hinanden i medgang og modgang og om at ofre sig for dem, man holder af.
Jeg har ikke læst en så god historisk roman siden “Pigen uden navn” af Christina Baker Kline, som pudsigt nok er citeret bagsiden af denne bog med nogle fine ord.
“Jeg lægger mig ved siden af hendes varme krop. Vi trykker vores pander mod hinanden som tvillinger i livmoren, der ånder som en. Jeg føler mig tryg på en måde, jeg ikke har følt, siden jeg tog hjemmefra.”
Romanen gav mig en rørende læseoplevelse, som jeg sjældent vil glemme. Er helt slået bagover efter læsningen og vil derfor kun give bogen mine varmeste anbefalinger. Læs den i efteråret med en kop varm te til.
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
6/6
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget // reklame