Søg

Gummi-Tarzan


Forfatter: Ole Lund Kirkegaard

Udgivet: 1975

Forlag: Gyldendal

 

Gummi-Tarzan er titlen på Ole Lund Kirkegaards sjette børnebog, som udkom tilbage i 1975. Bogen omhandler den lille Ivan Olsen, som har det alt andet end let. I skolen får han buksevand af de større drenge, bliver tvunget til at springe over buk i gymnastik selvom han er bange for det, og så har han også svært ved at læse. Derhjemme er hans far også skuffet over sin søn - han synes, at Ivan er en uduelig splejs og kalder ham ved øgenavne som vatnisse og Gummi-Tarzan (heraf titlen).

Ivan Olsen var ked af at blive kaldt Gummi-Tarzan, for han var jo ikke af gummi. Han var bare en ganske almindelig lille dreng, som fik alt for mange klø og alt for meget buksevand.

En dag beslutter Ivan sig for, at han vil lære noget, som han kunne blive god til. Han forsøger sig med fodbold, cykling og langspyt, men det går alt sammen galt. Til sidst beslutter han sig for at lære at fløjte, og imens han sidder og forsøger sig med at fløjte, kommer en gammel kone forbi. Det viser sig, at konen er heks, og kan opfylde et ønske for Ivan. Ivan får besked på at tage sig god tid til at tænke sig godt om, og mens han ligger i sengen om natten kommer han på det: han vil ønske sig, at alle sine ønsker går i opfyldelse. Dette er dog et så stort ønske, at det kun kan gælde i ét enkelt døgn.

Det bliver et døgn, hvor Ivan lykkedes at mestre alle de aktiviteter han ikke formåede før. Han kan spytte langspyt med lukkede øjne og så de andre drenge til at måbe, han kan læse den største bog på biblioteket og han kan spille fodbold. Han har fået store muskler og kan nu give de store drenge og sin gymnastiklærer buksevand og låse dem inde på skolens toiletter. Han kan cykle problemfrit og kan hænge sin far oppe i et træ, som faren tidligere har gjort mod ham. Ivan får med andre ord hævn over alle de personer, som tidligere har gjort ham ondt. Men kun i ét enkelt døgn. Da Ivan vågner op næste dag er alt ved det samme: han får buksevand, bliver låst inde på skolens toiletter og han falder ned fra bukken i gymnastik og får næseblod. Da han kommer hjem har hans far købt bogen “Tarzan vender tilbage”.

Gummi-Tarzan er en fortælling om dreng, som ikke giver op. Da Ivan beslutter sig for at ville lære noget, som han kan blive god til bliver han ved og giver ikke på det tidspunkt op. Da han møder heksen sidder han ikke og er ked af, at han ikke er lykkedes med at lære noget - han har sat sig for at lære at fløjte. Han ved, at han vil blive drillet når han forsøger sig med langspyt, fodbold og cykling, men han gør det alligevel - han har vilje og en tro på sig selv, som er vildt stor taget i betragtning af, hvad han har været udsat for. Det er generelt kendetegnende for Ivan, at han ikke reagerer med vrede eller gråd. Han forekommer altid rolig - en egenskab, som er god, hvis man vel og mærke husker at sige fra. Det gør Ivan desværre ikke, han får først “sagt fra” gennem sine handlinger efter at have fået sit ønske opfyldt.

“Øv,” råbte hans far og rev sig i håret. “Ingenting kan du. Du er ... Ja, du er en værre Gummi-Tarzan.” “Nå,” mumlede Ivan og tørrede lidt mere blod af næsen. “Jeg troede ellers, at jeg var en vatnisse.” “Det er du også,” råbte hans far. “Men mest af alt en Gummi-Tarzan.” “Javel,” sagde Ivan og gik sin vej.

Det eneste Ivan vil have er fred til at være sig selv, og det får han nærmest ikke mulighed for på noget tidspunkt i historien. Han bruger i stedet sit opfyldte ønske på at sige fra og få hævn over alle de personer, som har været onde imod ham. Særligt holder jeg af, at han får hævn over sin far. Da faren første gang præsenterer Ivan for Tarzan synes Ivan, at Tarzan er fed, og forstår ikke sin fars begejstring over junglemanden. Ivan fortæller sin far, at “jeg har overhovedet ikke lyst til at svinge mig fra gren til gren [...] jeg har kun lyst til at være i fred.” Hertil svarer faren, at “det er nu noget, jeg bestemmer. For du er min dreng, og drenge skal gøre, som deres far siger.” Ivan spørger: “Hvorfor det?” og faren svarer helt fortumlet “Jahh, øhh ... [...] sådan er det bare. Det står vistnok i loven.”

Ivans far bliver tydeligt udstillet som dum, da han ikke kan svare for sig og opdigter en lov som argument. Han tvinger også Ivan til at hænge i en gren, som knækker, så Ivan falder ned og får næseblod - det er dén hændelse, der får faren til at kalde Ivan for Gummi-Tarzan. Da Ivan bliver stærk tager han sin far under armen og slæber ham hen til et træ, hvor han kan få lov til at hænge i en gren til han selv falder ned og får næseblod. Da faren hænger i træet siger han at “Jeg ... æhh, jeg tør ikke” og Ivan svarer Ahrr [...] Ved du nu hvad? Sådan en stor dreng som dig er da ikke bange for noget, hva'?” Faren påpeger, at man kan falde ned og Ivan svarer “Det kan man [...] Det ved jeg godt, for jeg har selv prøvet det mange gange.” Faren får af præcis samme skuffe som han har givet Ivan tidligere i historien, og det er en fryd at læse. Ivan er udmærket klar over, at hans far ikke opfører sig ordentligt og reflekterer også over hans fars adfærd mens han ligger i sengen og tænker over hvad sit ønske skal være: “Det ville nu ellers glæde min far, hvis jeg blev lige så stærk som Tarzan. Men hvorfor skulle jeg glæde min far? Han glæder jo aldrig mig.”

Helt overordnet handler Gummi-Tarzan om mobning (en meget grov en af slagsen) og mod til at gøre hvad man har lyst til uanset hvad andre siger eller tænker. Mobningen finder sted både i skolen og i hjemmet, men ét lille møde med en heks gør, at Ivan får hævn over alle sine mobbere - dog kun for et enkelt døgn. Det er forløsende at læse, hvordan Ivan får hævn og siger fra. Jeg fandt dog slutnignen ret tragisk, da det kun var for én enkelt dag, at Ivan fik alle sine ønsker opfyldt, og var lige så stærk som Tarzan. Dagen efter starter det hele forfra, og Ivan bliver mobbet igen igen. Ivan virker ikke til at være blevet modigere eller bedre til at sige fra, men bogen “Tarzan vender tilbage” kan dog være en lille henvisning til, at Ivan bliver stærk nok til at sige fra en dag i fremtiden.


♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♡

5 ud af 6