Forfatter: Édouard Louis
Udgivet: 5/1 - 2023
Forlag: Gyldendal
Bedømmelse: ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
Bogens bagsidetekst:
”Forvandlingens metode er en fortælling om at bevæge sig fra samfundets absolutte bund til de øverste tinder. Om at flygte fra sin baggrund gennem succes, blive en del af Paris’ økonomiske og sociale elite, om de affærer med ældre rigmænd og adelige det involverer, og den først berusende, siden kvalmende omgang med eliten. Det er en roman om at forvandle alt ved sig selv for at nå sit mål, om sejrene undervejs, men også om de hjerteskærende brud, forvandlingen kræver.”
Den franske forfatter Édouard Louis har med Forvandlingens metode begået en autofiktiv roman på meget højt niveau. For mig er den bedst at sammenligne med Thomas Korsgaards fantastiske bøger, og selvom de – både bøgerne og forfatterne bag – er meget forskellige, har de også meget tilfælles. I Forvandlingens metode følger vi franske Eddy, der er opvokset i et yderst fattigt hjem. Herfra følger vi hans udvikling fra teenager til en voksen mand. Hele udviklingen er, som titlen også indikerer, en ”forvandling”, da Eddy – senere Édouard – gør alt for at flytte sig (og flygte) fra sin barndom.
Startskuddet sker, da han bliver venner med Elena, hvis opvækst og barndomshjem er 1:1 det modsatte af Eddys eget. Han er vant til, at fjernsynet er hjemmets alter. Foran skærmen indtages alle måltider og alle eftermiddage og aftener tilbringes i stuen i det blå skær. Her er ingen bøger eller instrumenter, der ryges mange cigaretter og dette foregår indenfor. Hos Elena samtales der omkring middagsbordet, hvor man i øvrigt spiser pænt, og generelt er (fin)kultur noget, der er stor fokus på og værdsættes højt – I øvrigt ville Elenas mor aldrig overveje at udsætte sin datter for passiv rygning. En yderst interessant kontrast, som gør Eddy opmærksom på, at hans opvækst ikke er ”normalen” og at der findes andre måder at leve på.
Godaften Édouard. Jeg blev stående. Det var første gang, jeg forstod ikke, hvorfor hun kaldte mig ved et andet navn end mit eget. Hun så overraskelsen i mit ansigt. Har du noget imod, jeg kalder dig Édouard? Eddy er jo egentlig et kælenavn for Édouard, det er ikke et fornavn i sig selv, og jeg fortrække Édouard, det er meget mere elegant. Har du noget imod det? […] Efter den aften kaldte Elena mig aldrig Eddy igen, og da vi om aftenen efter middagen lå tæt op ad hinanden i hende seng, sagde hun, at hun var enig med sin mor, Édouard var et prinsenavn, et kongenavn, og det passede bedre til mig end Eddy.
Bogen er skrevet på en anderledes måde, end jeg er vant til. Eksempelvis henvender en stor del af bogen sig til et ”du” – Édouards far, som han har et ambivalent forhold til. Derudover indledes bogen med prologer og har undervejs en række kapitler af forskellig art, herunder monolog. Undervejs er der tilmed et par fodnoter, til at supplere tekstens indhold. Alt dette fandt jeg en smule rodet, men alligevel var det også spændende og anderledes at læse en bog, med en – for mig – ny type komposition.
At bogens forside er et fotografi af forfatteren selv og bogen også indeholder fotografier fra forskellige nedslag i forfatterens liv, forvirrede mig lidt, når bogen beskrives som værende autofiktiv og dermed ikke 100 procent biografisk. Dette er dog blot en mindre detalje i forhold til genren, og ændrede intet i forhold til bogens indhold, som jeg virkelig fandt både interessant, spændende og skræmmende. Det der skræmmer mig mest er, hvor stor en kløft der er mellem de forskellige samfundsklasser. Dermed har Édouard Louis virkelig skrevet en bog, der giver stof til eftertanke, og gør sine læsere (om ikke andet i hvert fald mig) opmærksom på, at der er en ulighed i samfundet, der tyder på, at klassekampen endnu ikke er afsluttet – der er mere at kæmpe for. Vigtig læsning og en stor anbefaling herfra.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget – reklame.