Search

Forfatterinterview med Rebecca Houmøller


Foto lånt af Byens Forlag


Navn: Rebecca Houmøller

Alder: 28 år

Beskæftigelse: Kommunikations- og oplevelsesdesigner hos Stupid Studio i København

Udgivelse(r): Solfrost (2020)

Instagram: @rebeccahoumoller


“Solfrost” er jo din debutroman. Har du altid vidst, at du ville være forfatter?


Jeg tror egentlig altid, jeg har haft en form for kreativ skabertrang i mig, ja. Jeg har tegnet hele mit liv, jeg arbejder som designer nu, og jeg kommer fra en familie, hvor vi vægter film, teater og litteratur højt. Jeg har holdt af at skrive så længe jeg husker, og selvom Solfrost er min første udgivelse, kan jeg love for, at der været bunkevis af mindre succesfulde ungdomsmanuskripter inden da :-) Ting, som jeg bare blev nødt til at skrive ud af kroppen, for at få plads til denne her, tror jeg.


Hvordan har det været at udgive sin første bog?


Vildt dejligt, men på en måde ikke kæmpestort. Det tror jeg kommer af to ting. For det første er der gået et år, siden jeg udgav Solfrost nu, så jeg er begyndt at glemme præcis hvor oppe at køre jeg var, da det endelig skete. For det andet har det været en drøm for mig så længe, at jeg et eller andet sted måske altid har tænkt, at det nok ville komme til at ske engang - hvis ikke med Solfrost, så med et andet værk, og hvis ikke da jeg var 27, så måske når jeg blev 67.


Hvorfor valgte du netop at skrive samtidslitteratur?


Jeg er ikke sikker på, det er et valg, lige så meget som det er det, der altid er kommet til mig - i den skønlitteratur jeg læser, i de film og serier jeg ser; det har altid været mennesker, samfundet, valgene og samtalerne, der tiltalte mig. Jeg vil gerne skrive noget, der ikke taler hverken op til eller henover folk, men noget, som man kan genkende i sig selv.


Hvordan opstod idéen til bogen?


Fortællingen om Sylvester og Karla kom faktisk til mig i en drøm, da jeg boede et par måneder i USA i 2016. Jeg vågnede op og havde pludselig det meste af plottet, hvilket var helt vildt. Den morgen vidste jeg, at to unge mennesker skulle møde hinanden på en altan i København, at de skulle forelske sig og flytte sammen, at de skulle få et barn, der ikke var deres, og at dette ville rive dem fra hinanden. Jeg vidste - nærmest intuitivt - at der skulle gives lige så meget tid til rejsen og kampen efter tragedien, som der skulle gives til kærligheden og lyset, der ledte op til. At der skulle være en flugt og en søgen, og at ingen ville være de samme ved slutningen som i begyndelsen. Og så brugte jeg dén morgen, efter drømmen, på at skrive noter ned, der efterhånden udviklede sig over de næste 4 år igennem mine egne rejser og valg.


Hvorfor skulle titlen være “Solfrost”?


Solfrost er modsætninger. Det er lys og mørke, varme og kulde. Det er nyforelskelse og sorg. Det lyder på samme tid naturligt og magisk, som et fænomen vi ser for os og tænker, kan finde sted, men som egentlig ikke er et ord. Der er noget tydeligt og roligt over det, og alligevel også noget uforudsigeligt, koldt og uhyggeligt. Karla og Sylvester, og hvad der sker både imod og imellem dem, er som dét – noget smukt og hårdt og sørgeligt og forunderligt, som på en eller anden måde sætter sig fast. Derfor skulle den hedde Solfrost


Kan du sætte nogle ord på bogens omslag?


Jeg har selv tegnet omslaget faktisk. Det er egentlig en gammel illustration, som jeg fandt frem igen. Det forestiller en kvindekrop, uden hoved, der vrider sig sammen. Der er noget unaturligt over hende, et lydløst skrig, sådan som jeg tænker, Karla må have haft det. Jeg prøvede at tegne andre ting, men jeg blev ved med at komme tilbage til denne her - minimalistisk og anderledes.


Hvor finder du inspiration henne? Her tænkes på alt fra handling til personer og de omgivelser, de befinder sig i.


Åh, over alt. I nyheder jeg hører om, samtaler jeg har, film jeg ser og bøger jeg læser. Jeg går vildt meget op i skrivestil, og når jeg læser en ny bog, der har nogenlunde samme tone som det jeg selv skriver, men som stadig overrasker og rammer, så bliver jeg helt vildt inspireret. Det samme gælder dialoger og karakterer i både skrift og på film; jeg kan blive helt høj, når jeg ser en serie eller læser en bog, hvor der er karakterer og samtaler, der slår benene væk under mig. Så suger jeg det ind, sætter æseløre, skriver noter ned og vender tilbage til det i min egen skriveproces.


Hvordan har din skriveproces været?


Svingende. Jeg var meget dedikeret til tider, hvor jeg ville stå op inden mine studier eller arbejde og så skrive i de tidligste morgentimer. Og så har der været andre perioder, hvor jeg slet ikke har følt mig inspireret, eller hvor mit eget liv og oplevelser har taget al min tanke- og skabertid. Derudover vil jeg sige, at jeg har skrevet en bog, som på ingen måde er perfekt. Der er mange ting nu, som jeg ville ændre, hvis jeg kunne. Ikke noget stort, men bare småting her og der. Sådan tænker jeg, det altid vil være. Og alligevel har jeg skrevet en debutroman, der er meget billedlig, og som jeg et eller andet sted selv ville ønske, at jeg kunne få lov at læse for første gang. Og det er jeg stolt af.


Hvad mener du kendetegner en god fortælling?


Åh, så mange ting. Interessante karakterer og et plot, der ikke er sort/hvidt først og fremmest. Nogle mennesker mener ikke, at der nødvendigvis behøves at være et ‘plot’ for at en fortælling er god, men at et fængende sprog kan være nok. Sådan har jeg aldrig haft det; jeg har brug for modstand mellem mine karakterer, noget der driver dem frem. Jeg har brug for huller, hvor ting ikke er 100% forklaret, men hvor man som læser eller publikum bliver nødt til selv at finde svar. En god fortælling tager én nye steder hen, og den giver scener eller karaktervalg, som man har lyst til at diskutere længe bagefter.


Kan vi forvente flere værker fra din hånd?


Ja, det er helt sikkert. Jeg ved ikke hvornår, og jeg ved ikke i hvilket format, men på et eller andet tidspunkt skal der helt sikkert nok kommer noget nyt. Jeg elsker at skrive, at opdage og at fortælle historier. Jeg kan simpelthen ikke lade være.