Search

Før vi ved af det vender lyset tilbage


Forfatter: Sofie Due

Udgivet: 18/8 - 2021

Forlag: Lindhardt & Ringhof

Bagsidetekst:

“Leah ankommer til København med ganske få ejendele. Foran hende ligger byen og lyser af frihed og muligheder, bag hende ligger en barndom og en familie stærkt forankret i Pinsekirken. Leah flytter ind med to roommates og går på opdagelse i sit nye liv, men kan hun - og vil hun - slippe for alt det, hun kommer fra? For selvom nye møder, forelskelser og erfaringer åbner verden op, så er der også meget, hendes nye vennekreds fra Nørrebro ikke forstår.”

Før vi ved af det vender lyset tilbage er Sofie Dues fine debutroman - både når det kommer til indhold og omslag. Som bagsideteksten fortæller, følger man i bogen den unge kvinde, Leah, som er flyttet fra Odense til København og nu skal bo i et kollektiv. Herfra følger man Leahs tilværelse i hovedstaden med alt hvad denne indebærer af venskaber, kærlighed, arbejde med mere.

“Det hjalp på ensomheden at være i en by, hvor jeg ikke havde nogen venner. Der var ingen risiko for, at en bekendt ville træde ind ad døren og fange mig i min alenehed. Ingen mor til at fortælle mig, at jeg burde socialisere noget mere.”

Plot- og handlingsmæssigt sker der ikke særligt meget i bogen. Selve udviklingen foregår hos bogens hovedperson, Leah, som forsøger at skabe sin egen identitet udenfor Pinsekirken. En helt tydelig løsrivelsesproces, som jeg mener, at Due har formået at fortælle på en fin måde med meget få ord. Kombinationen af Leahs afstandstagen og samtidige afsavn til religionen er yderst velfortalt og dermed også helt tydelig for læseren - det var den i hvert fald for mig.

“En nat vågnede jeg til lyden at mit eget skrig. Jeg havde drømt om min mormor og morfar. Min morfar havde grædt. Min mormor havde holdt en åben bibel i sine hænder. En ildevarslende følelse af, at noget ville blive afsløret.”

Fortællingen er skrevet med en anderledes fortælletype, som jeg undervejs havde det lidt ambivalent med. På den ene side, var det et friskt pust til den direkte tale, jeg ellers har læst meget i i det sidste stykke tid. På den anden side gjorde det også, at jeg desværre ikke blev hundrede procent opslugt af historien. Jeg må nok erkende, at jeg foretrækker direkte tale, hvis der er meget dialog i en bog. Dette betyder dog ikke, at jeg ikke nød læsningen. Leahs udviklingsproces og bogens tematikker optog mig meget, og jeg har sidenhen tænkt en del over dét at skulle bryde ud af en religion med alle de konsekvenser det kan indebære.

“Jeg fortalte, at han mere eller mindre havde reddet mig fra Kristines forældre. Han spurgte mig, hvad jeg så skulle nu, og jeg sagde, at jeg ville gå en tur. Han havde ikke nogen planer før om et par timer, hvis jeg ville have selskab.”

Bogens forfatterinde, Due, er selv opvokset i Pinsekirken og har efterfølgende også taget afstand til den. Denne erfaring trækker hun naturligvis på i bogen, men fortællingen er dog hverken biografisk, autobiografisk eller lignende. I et skriv som fulgte med mit anmeldereksemplar skriver Due: “Men udover dén erfaring er Leahs historie hendes egen - og altså ikke 1:1 med min.” At Due har brugt sig selv og sine egne erfaringer på området er helt sikkert med til at skabe den troværdige karakter, som Leah er. Tvivlen til religionen og sine valg herom, som Leah har bosiddende i sig er yderst velfortalt og dette skyldes helt sikkert, at Due formodentlig selv har haft denne tvivl inde på livet.


Før vi ved af det vender lyset tilbage er dermed en vigtig fortælling med yderst relevante temaer, såsom religion, identitet, løsrivelse, ungdomslivet samt køn og seksualitet. En stærk debutroman, som er helt sin egen.


♥ ♥ ♥ ♥ ♡ ♡

4/6


Tak for læseoplevelsen, L&R, og tak til Sofie Due, for at have gjort mig klogere på, hvordan det kan være at vokse op med tilknytning til en frikirke og efterfølgende tage afstand til denne.


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget // reklame