
Forfatter: Maria Præst
Udgivet: 29/10 - 2021
Forlag: Byens forlag
Er du rigtig klog, Lille Ugle? er en børnebog af Maria Præst. Bogen omhandler Lille Ugle, som har vennerne Lille Krokodille, Lille Skildpadde og Lille Zebra. Lille Ugles venner har store forventninger til, at han kan hjælpe dem, eftersom uglen siges at være skovens klogeste fugl. Derfor spørger de ham til råds, men Lille Ugle ligger slet ikke inde med de råd, som vennerne mangler og kommer derfor helt galt afsted.
Faktisk er de bedstevenner fuld gang med at jagte Lille Ugle gennem skoven, mens de råber og skriger og skælder ud.
De bliver sure på ham, overfalder ham og Lille Ugle må søge hjælp hos sin bedstefar. På vejen hen til Bedstefar Ugle støder Lille Ugle på en forhindring i form af to sultne ræve. Det lykkedes dog Lille Ugle at flygte, da han bliver opmærksom på sine fysiske egenskaber. Da han efterfølgende ankommer til Bedstefar Ugles hule, kan bedstefaren fortælle, at han heller aldrig har haft den store viden, men at han altid har fået råd af Ravnen, som i virkeligheden er det klogeste dyr i skoven. Dette forsøger Lille Ugle så, og han kommer tilbage til sine venner, som får løst deres problemer. Lille Ugle fortæller dog ikke sine venner, hvor han pludselig fik sin viden fra.
Når jeg har kunnet svare på alle dine spørgsmål, er det fordi, jeg har spurgt min bedsteven først. Ravnen er i virkeligheden den klogeste fugl i hele skoven, forklarer Bedstefar Ugle.
Jeg synes, at bogen har et problematisk budskab, for hvad er det helt præcist bogen om Lille Ugle vil fortælle os? Først bliver Lille Ugle jagtet og overfaldet af sine tre bedstevenner, og selvom de ganske vist siger tak, da han, efter besøget hos sin bedstefar, er i stand til at hjælpe dem, undskylder de ikke for deres opførsel tidligere. Derudover finder jeg det også problematisk, at Lille Ugle vælger at lyve om, hvor han fik sin viden fra. I min optik ville det give bedre mening at opfordre børnene, som læser bogen, til at fortælle sandheden. At vise, at det er helt okay ikke at være vildt klog, men at han så har nogle andre egenskaber – at man altid er god nok, som man er. På sin vej gennem skoven bliver Lille Ugle, som bekendt, også opmærksom på alle de seje egenskaber han har, så hvorfor fortæller han ikke sine venner, at han ganske vidst ikke kan give dem råd, men at han til gengæld kan noget andet? Ydermere burde det heller ikke være en skam at indrømme, at man har fået hjælp, hvilket Lille Ugles adfærd lægger op til, at det er.
- Tak! Hvordan har du fundet ud af alle de ting? Spørger Lille Krokodille. - Jeg tænkte mig bare rigtig godt om, siger Lille Ugle med et hemmelighedsfuldt smil.
Bogen begynder med, at Lille Ugle bliver jagtet gennem skoven af sine bedstevenner. Vi møder først Lille Krokodille, Lille Zebra og Lille Skildpadde, da de havde modtaget de dårlige råd fra Lille Ugle og var blevet sure på ham. Under læsningen savnede jeg den del af fortællingen, hvor vennerne modtager de dårlige råd og jeg synes det er ærgerligt, at den del er blevet udeladt af fortællingen. Det gav mig en fornemmelse af, at jeg manglede en vigtig del af historien.
Ser man dog bort fra selve handlingen, er bogen eksempelvis rigtig fint illustreret. Bogen er skrevet i et sprog, som gør det oplagt at lave tilsvarende stemmer undervejs og illustrationerne er detaljerede og følger historien. Det er desuden en fin og lærerig detalje, at bogen indeholder en side med fakta om ugler, så den voksne kan have en samtale med barnet om, hvad en ugle er for et dyr. Uglens færdigheder (eller mangel på samme) er, som nævnt, også en del af Lille Ugles rejse i bogen, så barnet lærer også noget undervejs. På bogens sidste side er der også en opgave, som lægger op til, at barnet går på skattejagt i skoven og kigger efter små detaljer. De bagerste sider løfter bogens niveau, men jeg oplevede desværre, at selve historien mangler en del.

♥ ♥ ♡ ♡ ♡ ♡
2/6
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget (reklame).