Forfatter: Sarah Jio
Udgivet: 16/6 - 2021 (på dansk)
Forlag: Gads Forlag
Bogens bagsidetekst:
ENGLAND, 1940. På tærsklen til anden verdenskrig flytter den unge, eventyrlystne amatørbotaniker Flora ind på det afsidesliggende gods Livingston Manor. Hun er hyret af en berygtet blomstertyv til at infiltrere godset og stjæle en yderst sjælden plante. Det allersidste kendte eksemplar af kameliaplanten Middlebury Pink holdes skjult på godset, og det er nu Floras betroede opgave at finde den – men hun indser snart, at hun befinder sig i overhængende fare.
NEW YORK CITY, 2000. Mere end et halvt århundrede senere flytter den amerikanske landskabsarkitekt Addison ind på godset. Hun bliver fuldkommen overvældet af stedets vidunderlige blomsterhave, som er fuld af de skønneste kameliablomster. Her i haven finder hun en gammel dagbog, som har tilhørt stedets forhenværende gartner. Da hun begynder at læse i den, opdager hun, at den gemmer på nogle mørke hemmeligheder – og hun begynder at frygte, at hun ligesom Flora selv kan være i fare.
Den sidste kamelia er en skøn, romantisk feel-good fortælling og et fascinerende historisk mysterium til alle, der elsker Lucinda Rileys romaner og Downton Abbey.
Som bagsideteksten så fint indikerer, er Den sidste kamelia en af de klassiske feel-good romaner fortalt gennem to tidsspor. Jeg oplevede dog ikke romanen som en romantisk feel-good roman, men mere som en feel-good krimi. Jeg oplevede ikke, at den romantiske del af fortællingen fyldte nær så meget, som krimi-delen. Dette er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting, da jeg fandt mysteriet enormt spændende. Godset “Livingston Manor” gemmer nemlig på nogle uhyggelige hemmeligheder og i år 2000 følger vi parret Addison og Rex, som sammen forsøger at blive klogere på, hvad der helt præcist skete på godset tilbage i 1930’erne og 1940’erne.
"Tjenestefolk forråder aldrig herskabet, uanset hvad der er på spil."
Jeg fandt fortællingen enormt spændende og jeg nød at læse den. Jeg elsker historiske romaner, så at en del af bogen foregik i 1940’erne, gjorde kun min læseoplevelse bedre. Fortællingen var interessant hele vejen igennem og siderne fløj bare afsted - en ægte pageturner. Jio er uden tvivl en fantantisk historiefortæller, og undervejs så jeg scenerne i bogen for mig, som om det var en film. Godset samt menneskene i og omkring det, er så velbeskrevet, at jeg næsten har svært ved at tro, at det hele ikke findes i virkeligheden - jeg vil se Livingston Manor og dens smukke have!
"Tre etager af dekorativt stenarbejde knejsede over os. Lysegrøn efeu, som var beskåret og trimmet efter alle kunstens regler, bredte sig frodigt over murværket."
Det er tydeligt, at Jio har haft en masse hun gerne ville fortælle. Jeg oplevede derfor også desværre de to tidsspor, som fyldte til bristepunktet. Hvert spor havde så mange plots, karakterer og handling i det hele taget, at det sagtens kunne have været en bog i sig selv. Det hele gav dog mere mening for mig, da der blev bundet en fin sløjfe på det hele til sidst og alle de løser ender blev samlet. Det ærgrede mig dog alligevel, at der i stedet ikke var blevet samlet mere op undervejs. Jeg fik en følelse af, at Jio havde fået travlt med at få samlet alle de løse ender, da der kun var cirka 40 sider tilbage, hvilket er synd, da fortællingen virkelig var (og er) god og derfor, mener jeg, at afslutningen også burde fortælles i samme tempo som resten af bogen.
"Jeg fandt nøglen og stak den ind i låsen, inden jeg hurtigt trådte ind i vinterhaven og lukkede døren bag mig. Jeg kiggede op på både måne og stjerner gennem glastaget og gispede over, hvor smukt det hele var."
Den sidste kamelia er altså en god, velfortalt historisk feel-good roman med masser krimi-vibes. Det er en bog, som har forventninger til sin læser, da jeg i hvert fald ind imellem skulle holde tungen lige i munden for at have et hundrede procent styr på begge handlingsforløb. En solid, velfortalt pageturner, som jeg uden tvivl vil anbefale - og så er den jo helt oplagt til sommerferielæsningen.
♥ ♥ ♥ ♥ ♡
5/6 -
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget