Forfatter: Kristin Harmel
Udgivet: 7/10 - 2021
Forlag: Gads Forlag
Så har jeg fået vendt den sidste side i Kristin Harmels “De glemte børns bog” og jeg må indrømme, at jeg er i chok. Det er den bedste historiske roman, jeg hidtil har læst. Jeg er både rørt, glad og trist - sikken fortælling!
Når man én gang har forelsket sig i bøger, kan deres tilstedeværelse få en til at føle sig velkommen overalt, selv på steder, hvor man ikke burde høre hjemme.
I romanen følger man den franske unge jødiske kvinde, Eva, som bliver tvunget til at rejse ud af Paris i 1942 efter, at hendes far bliver anholdt af tyskerne. På falske papirer rejser Eva og hendes mor til en lille landsby ved navn Aurignon. Her støder Eva på en præst ved navn Père Clément - et møde, som vil forandre hendes liv for altid. Hun bliver nemlig en del af en modstandsgruppe som dokumentfalskner. Hendes opgave er at skabe dokumenter til at hjælpe hundredvis af børn over grænsen til Schweitz i sikkerhed fra nazisterne. Da Eva frygter, at børnenes sande identiteter og navne vil blive udvisket for eftertiden, skriver hun, i fællesskab med vennen Rémy, børnenes rigtige navne ind i en bog ved hjælp af kodesprog: De Glemte Børns Bog.
I 2005 møder vi Eva, som nu er ældre kvinde bosat i USA. En dag ser hun et fotografi i avisen af De Glemte Børns Bog, som nu befinder sig på et bibliotek i Berlin. Kun Eva ved, hvordan man skal aflæse bogens kodesprog, så hun må rejse til Tyskland. En rejse, som vækker gamle minder til live.
Du havde ret, Eva. Vi kan ikke udviske børnene, der muligvis ikke kan tale for dem selv. Vi må føre en liste over dem alle.
For mig, var det helt tydeligt, at fortællingen om Eva og modstandsgruppen er skabt på et fundament af grundig research. Eftersom fortællingen er delvist baserede på virkelige hændelser, betyder det meget, at informationerne omkring krigen og perioden er korrekte og det fik jeg indtrykket af, at de var. Alt var beskrevet grundigt: lige fra officerernes beklædning til hele dokumentfalsknings-proceduren. Det var en fornøjelse at komme på sådan en tidsrejse.
Jeg oplevede ikke, at der var nogle kedelige eller ligegyldige passager til stede - spændingen fulgte mig derimod trofast igennem hele bogen. Selvom det indimellem kunne forekomme som helt håbløst at leve en tilværelse som jødisk dokumentfalskner under 2. verdenskrig, mistede jeg ikke ét sekund troen på Eva og hendes skæbne. Hendes karakter er så helt igennem ægte, at man ikke mister håbet som læser. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Jeg var investeret i fortællingen hele vejen igennem og kunne sætte mig ind i Evas følelser. Jeg blev vred når der skete noget uretfærdigt og glad når der skete noget positivt. Jeg har decideret råbt ad bogen, når jeg følte det gik den forkerte vej eller at personerne gjorde eller sagde noget, jeg ikke var enig i. Dét er indlevelse.
Det her er større ens os. Det handler om at redde uskyldige liv.
De glemte børns bog er en gribende fortælling om håb, overlevelse, kærlighed og om at ofre sig for andre i ønsket om at skabe retfærdighed i en verden i krig. Bogen er velskrevet i en sådan grad, at jeg tør våge den påstand, at den sikrer indlevelse hos læseren. Den var umulig at slippe og så rørte den mig helt ind i hjertet.
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
6/6
Anmeldereksemplar fra Gads Forlag - tak for en læseoplevelse, jeg sent vil glemme.
Billeder taget i samarbejde med @eyeofcreationdk
