Søg

Blomsterdalen


Forfatter: Niviaq Korneliussen

Forlag: Gyldendal

Udgivet: 2020

Bedømmelse: ♥ ♥ ♥ ♥ ♥


 

Som nogen måske ved, læser jeg dansk på Aalborg Universitet og i den forbindelse, har jeg som en del af kurset “litterær tekstanalyse” læst Niviaq Korneliussens bog Blomsterdalen. Bogen udkom i 2020 hos Gyldendal, og forlaget beskriver bogen således:


“Hun oplevede det første selvmord, da hun var tretten. Selv vil hun begraves mellem de høje fjelde i den østgrønlandske by Tasiilaq, hvor de navnløse grave på kirkegården i Blomsterdalen er dækket med blå, røde og pink plastikblomster, der skriger i den rene sne.

Hun har en kæreste, hun elsker, en omsorgsfuld familie, og hun er lige kommet ind på universitetet i Aarhus. Verden står åben, men intet føles rigtigt, og gradvist begynder verden at snævre sig ind omkring hende, og en nedtælling begynder.”


Blomsterdalen er en samtidsroman om en grønlandsk pige, der har det alt andet end let. Hovedpersonens navn er ukendt, men man ved at hun er lesbisk, kærester med Maliina og i bogen flytter fra Grønland til Danmark for at studere på Aarhus Universitet. I Danmark sker der et kultursammenstød, og hovedpersonen har svært ved at føle sig hjemme i Danmark, og er særligt udfordret ved de sociale spilleregler og de danske talemåder.

“Løse alle samfundsproblemerne,” siger han. Fedt, tænker jeg, hans gejst kunne vi bruge i Grønland. Men så begynder de at grine.

Da Maliinas kusine, Guuju, begår selvmord rejser hovedpersonen tilbage til Grønland for at hjælpe med at finde frem til årsagen bag kusinens tragiske beslutning.

“Jeg kender så mange, der har begået selvmord, som vi aldrig nogensinde snakker om igen, og det er det, der er ved at ske med Guuju [...] Vi bliver nødt til at finde ud af, hvorfor hun har begået selvmord.”

Romanen behandler i det hele taget de mange selvmord som sker blandt grønlændere, og illustrerer hvordan de her mennesker ikke får den hjælp, de har brug for - en hjælp, der er decideret livsnødvendig.

Jeg ville ønske, at jeg var en fisk. En lille fisk i Italien. Evigt i stilhed.

Hvert kapitel i bogen starter med en lille indledning vedrørende et selvmord. Kapitlerne starter fra kapitel 45, hvilket efter sigende skulle være det antal selvmord der havde fundet sted i Grønland i året, hvor Korneliussen skrev bogen. Herfra tæller bogen ned til 1 - det årets sidste selvmord. Bogen er desuden opdelt i tre sektioner, henholdsvis "DE", "VI" og "JEG". I "DE"-sektionen er kapitel-indledningerne skrevet med en tredjepersonsfortæller, "VI" er skrevet med en andenpersonsfortæller og "JEG" er skrevet med en førstepersonsfortæller. Døden kommer så at sige tættere og tættere på, jo længere man kommer på bogens slutning. Jeg oplevede kompositionen som god og anderledes, og jeg har ikke læst noget med en lignende opbygning før. Det var en god oplevelse at prøve noget nyt, men dog oplevede jeg, at det gjorde bogens afslutning mere forudsigelig.

45. Kvinde. 38 år. Hængning.

Uden at spoile kan jeg fortælle, at bogens hovedpersonen selv er selvmordstruet og indehaver af en nærmest kronisk indre uro. Død og selvmord er dog tilsyneladende et yderst sprængfarligt og tabubelagt emne, hvilket gør det svært at få den nødvendige hjælp.

Bogens titel er også forbundet til selvmord og død, da Blomsterdalen er navnet på en kirkegård, hvor kunstige blomster ligger på de mange navnløse grave. En titel, som er rørende og giver så god mening for bogens handling og tematik.

“Blomsterdalen,” siger hun. […] “Det er ligesom … et slags limbo-sted,” siger jeg. […] “Stedet man befinder sig, når man er død, men ikke er kommet videre, hvor end man skal hen.”

Blomsterdalen formåede at have min opmærksomhed igennem hele bogen, selvom den omhandler et meget tungt emne og egentlig ikke er en særlig positiv eller hyggelig bog. Jeg tror, at det lette sprog og de korte sætninger bidrog til, at den var let at komme igennem, og så hørte jeg også noget af den på lydbog, hvor Julie Berthelsen er oplæser, hvilket jeg bestemt kan anbefale. Julie Berthelsen er selv grønlænder og udtaler derfor de forskellige navne korrekt, hvilket skaber en mere autentisk og nærværende læseoplevelse. Overordnet har Korneliussen skrevet en rørende, fængende og ikke mindst vigtig bog. Den ramte mig og jeg er blevet klogere nogle samfundsproblematikker, jeg ikke anede har så fatale konsekvenser, som de har. Selve historien og plottet oplevede jeg som forudsigeligt, men bogen får alligevel en stor anbefaling herfra.