top of page
Søg

Bøger til efterårsferien

I dag er det mandag, første dag i efterårsferien 2022. Selv er jeg så heldig at have forelæsnings-fri, og har derfor lidt ekstra tid til at slappe af med nogle gode bøger. Men hvilke bøger skal man gå i gang med? Jeg har en række forslag, som jeg har opdelt i "de uhyggelige" og "de hyggelige" - så der er noget til enhver smag.


De uhyggelige:

Kastanjemanden

Mange af jer har nok hørt om Kastanjemanden, da den blev filmatiseret og udkom som serie på Netflix sidste efterår. Folk lagde små kastanjemand frem for at skræmme hinanden, og det var en populær gimmick, som også blev delt flittigt på de sociale medier.

Jeg så aldrig selv serien, men jeg har læst bogen og den er bestemt en anbefaling værd.

Kastanjemanden er skrevet af Søren Sveistrup og udkom i 2018 hos Politikens Forlag. Sveistrup er også manuskriptforfatter og manden bag den populære tv-serie Forbrydelsen, som kørte over tre sæsoner. Dermed har Sveistrup stor erfaring med spændingsopbygning når det kommer til mord og uhygge.

Forlaget beskriver bogen således: "I en forstad gør politiet et uhyggeligt fund. En yngre kvinde er blevet dræbt og efterladt på en legeplads. Hendes ene hånd er skåret af. Over hende hænger en lille kastanjemand. Den unge efterforsker Naia Thulin sættes på sagen. Som makker får hun den udbrændte efterforsker Mark Hess, der netop er blevet smidt hjem fra Europols hovedkvarter i Haag. Snart opdager de, at kastanjemanden bærer på et mystisk spor fra en pige, der formodes dræbt: socialminister Rosa Hartungs datter, der forsvandt et år tidligere. En mand har tilstået drabet på pigen, og sagen er for længst opklaret. Kort efter findes endnu en kvinde myrdet. Sammen med endnu en kastanjemand og endnu et spor fra pigen. Thulin og Hess fornemmer en sammenhæng mellem sagen om ministerens datter, de myrdede kvinder og den morder, der spreder angst over hele landet. Men hvilken? Thulin og Hess kæmper mod uret, for de frygter, at morderen er på en mission, der endnu ikke er afsluttet."

Kastanjemanden er en velskrevet, uforudsigelig, uhyggelig og en helt igennem god krimi. Oplagt til efterårslæsningen, hvis man ikke allerede har læst den populære bog.


 


Nattens børn

Nattens børn* er en kortroman af Camilla Läckberg, som udkom i efteråret 2021 hos Alpha Forlag. Läckberg er en garvet svensk krimiforfatter, og dette afspejles tydeligt i denne bog også.

Forlaget beskriver bogen således: "Fire unge mennesker lever et liv, hvor intet er, som det ser ud til. Det er nytår. Max, Martina, Liv og Anton fejrer et nyt års begyndelse sammen, uden deres forældre. De har været venner så langt tilbage, de kan huske, stået sammen i tykt og tyndt og altid troet, at de vidste alt om hinanden. Men denne aften, i en blanding af eufori, champagne og uudgrundelig tillid, begynder de at spille et spil, som afslører, at de ikke ved alt om hinanden eller sig selv. Og den sandhed får fatale konsekvenser."

Bogen er oplagt til den, der ikke har lyst eller tid til at læse en længere bog, da den kun er små 137 sider. Man kan læse min anmeldelse af bogen her.


 

Den forsvundne by

I februar 2022 udkom Gads Forlag med thrilleren Den forsvundne by* af den svenske forfatter Camilla Sten.

Forlaget beskriver bogen således: "Et mysterie fra fortiden vækkes til live, da en dokumentarfilminstruktør går på jagt efter sandheden om sin families tragiske skæbne. En sommerdag i 1959 forsvandt alle indbyggere i den lille, svenske mineby Silvertjärn som dug for solen. Efterladt tilbage fandt man kun en død kvinde og et nyfødt barn. Ingen ved, hvorfor eller hvorhen de mange mennesker forsvandt, og ingen har siden sat sine ben i byen. Før nu. Dokumentarfilminstruktøren Alice har været optaget af historien om den forsvundne by, siden hun var barn. Hele hendes bedstemors familie forsvandt nemlig sporløst i den mystiske tragedie. Sammen med et filmhold rejser hun nu til den forladte mineby for at nå til bunds i, hvad der skete den sommerdag for over halvtreds år siden. Men ikke længe efter at de har slået lejr, begynder mystiske hændelser at finde sted. Og efterhånden som frygten breder sig på filmholdet, og sammenholdet mellem dem slår sprækker, står én ting lysende klart: De er ikke alene."

Den forsvundne by er en nervepirrende og uhyggelig roman, som bestemt er et oplagt valg til efterårets læsning. Man kan læse min anmeldelse af bogen her.


 

De hyggelige:

Hjemmehjælperen Ramona og andre englelige væsener og væsentlige engle

I den mere hyggelige afdeling kan jeg anbefale Hella Joofs roman Hjemmehjælperen Ramona og andre englelige væsener og væsentlige engle*, som udkom hos Lindhardt & Ringhof i 2021. Det er en finurlig bog med små fine fortællinger om alle de hverdagshelte, som ikke nødvendigvis bliver krediteret eller belønnet til daglig.

Forlaget beskriver bogen således: "Hella Joof har igennem sit liv mødt ikke så få mennesker, som er generøse, kærlige, uselviske og storsindede – ofte på trods af egen modgang. Hun har skrevet en række livskloge historier om disse vidt forskellige mennesker, som alle har gjort englelige ting. Måske er der i virkeligheden tale om engle, der gør menneskelige ting. De gemmer sig alle mulige steder. I folkeskoler, i hjemmeplejen, på biblioteker og på den vej, hvor du selv bor. Mange af dem er nogen, der har fået de største knubs på livets landevej. Det kan være en forstående og måske lidt clairvoyant parkeringsvagt eller en bibliotekar, der præcis ved, hvilken bog man mangler. Men det kan også være en fyr som Pejse-Carsten, der engang reddede sin mor ud af et brændende hus. Eller hjemmehjælperen Ramona, som ikke alene er en engel i sit arbejde, men faktisk har en lille vinge på anklen."

Så vil du læse en mere hyggelig bog, kan jeg anbefale denne gode, finurlige (og klassiske Hella Joof) bog med et skønt budskab. Man kan læse min anmeldelse af bogen her.


 

Italiensvej

Italiensvej er en af mine favoritter når det kommer til historisk fiktion. Bogen er skrevet af Anna Grue og udkom i 2015 hos Politikens Forlag. I dag udkommer Grue med sine hyggekrimier, men hendes andre bøger må bestemt ikke forbigås. Italiensvej er en nostalgisk rejse tilbage til 1950'ernes Danmark - og det er en hyggelig læseoplevelse, som har mine varmeste anbefalinger.

Forlaget beskriver bogen således: "Et spædbarn, en Madonna-statuette og en tyk pakke med kontanter. Det er alt, hvad italienske Vittoria Contini har med sig, da hun en kølig martsdag i 1958 ankommer til et usselt, københavnsk hotel - på flugt fra en fortid, der for alt i verden skal holdes skjult. Angsten for afsløring får hende konstant til at se sig over skulderen. Hun møder den livsglade natklubservitrice Conny, der med sin hang til popmusik og hurtige affærer er Vittorias diametrale modsætning. De to unge kvinder bliver veninder, og med Connys hjælp skaffer Vittoria sig omsider et job, hvor hun kan være i sikkerhed og have sin baby hos sig døgnet rundt. Som husbestyrerinde hos en lægefamilie på Amager finder Vittoria tryghed og holder lidt efter lidt op med at spejde efter biler med romerske nummerplader. Hun lærer at sætte pris på sit nye land, selv om der bliver ved at være mange mærkelige ting at vænne sig til for en italiener - fra manglen på hvidløg hos den lokale grønthandler til det evindelige, danske gråvejr. Men trygheden trues, da Vittoria forelsker sig stormende. Med ét befinder hun sig i sit livs dilemma. Hun ved, at hun vil sætte sit barns sikkerhed på spil, hvis hun følger kærligheden. Og hvordan hengiver man sig i det hele taget til et andet menneske, hvis man er nødt til at holde en vigtig del af sit liv hemmelig?"

Italiensvej har også en selvstændig efterfølger, nemlig De voksnes rækker fra 2017, som jeg også kan anbefale, hvis man synes om Italiensvej.


 

Det jeg gerne vil læse i efterårsferien

Selv har jeg planlagt at læse bøgerne Hvor flodkrebsene synger* og Det brændte blad* i efterårsferien. Jeg har hørt meget godt om Hvor flodkrebsene synger, og nu hvor filmatiseringen netop kører i biograferne, vil jeg læse bogen før jeg ser filmen. Er spændt på, om den kan leve op til hypen. Det brændte blad er Katrine Engbergs nyeste krimi, som er udkommet dette efterår. Jeg har ikke læst Engberg før, men bogen lyder god og er blevet godt modtaget, så den er jeg også spændt på.


I ønskes en rigtig god efterårsferie med gode læseoplevelser.


 

Bogtitler markeret med * er modtaget som anmeldereksemplarer - reklame.

bottom of page