Inden længe rammer vinterferien, og mange af os har forhåbentlig en lille uges fri i enten uge 7 eller 8. Jeg er dog ikke så heldig, men sådan er universitetslivet jo (desværre).
De heldige der har ferie, skal dog ikke snydes for en række boganbefalinger til fridagene. Nedenfor kan man finde en god blanding: en digtsamling, historiske romaner, faglitteratur og en biografisk roman.
Håber at kunne inspirere - ønsker jer alle sammen en dejlig vinterferie ♥

Min krop er tung af drøm er en samling af digte fra firserlyrikeren Michael Strunge. Digtene er udvalgt af digteren Caspar Eric, og indeholder mange af Strunges populære digte.
Jeg vil både anbefale digtsamlingen hvis du ikke har læst digte før og gerne vil i gang og hvis du ikke har læst Strunge før. Værket giver et bredt indblik i hans forfatterskab. Han er nem at læse og værket er derfor oplagt til at sidde med i vinterferien.

RAMT: 39 historier om at blive 40 er Sofie Lassen-Kahlkes nye biografiske bog. Den består af 39 korte personlige fortællinger om at være en 40-årig kvinde, mor, kæreste, svigerdatter - ja, i virkeligheden om at være menneske. Bogen er ærlig, sjov, hyggelig og yderst velskrevet. Jeg kan også anbefale den som lydbog, hvor forfatterinden selv oplæser. Find min anmeldelse af bogen her.

Hjemmehjælperen Ramona*
er Hella Joofs nye skud på stammen. En klassisk Hella-bog, hvor hun på sin egen finurlige vis hylder alle hverdagens helte - de englelige væsener. Et fint og vigtigt budskab fortalt igennem en række korte fortællinger. Find min anmeldelse af bogen her.

De glemte børns bog*
er en historisk roman, og en af de helt gode af slagsen. I bogen følger man den jødiske kvinde, Eva, og hendes modstandskamp under 2. verdenskrig i Frankrig. Bogen indeholder alt, som en god historisk roman bør indeholde og har tematikker som krig, kærlighed, tillid, familie i fokus. Find min anmeldelse af bogen her.

Det forunderlige cirkus*
er også en historisk roman. Bogen foregår i 1866, og følger den unge kvinde Nell. Nell har modermærker over hele kroppen og bliver på tragisk vis solgt til cirkus af sin fordrukne og desperate far. Herfra følger man Nells liv som cirkusartist på godt og ondt. En fantastisk bog om forskellighed, ulighed, magt, kærlighed og livet i cirkus.

Nattens børn*
er en kortroman af den svenske krimidronning Camilla Läckberg. I bogen møder man fire unge venner, som holder nytårsaften sammen. Undervejs som aftenen skrider frem, kommer der sandheder frem, som ender med at få store konsekvenser. Bogen er på små 100 sider og er oplagt til dig, som ikke kan overskue at gå i gang med en lang roman.
Find min anmeldelse her.

Kvinde kend din historie
er historiker, Gry Jexens, sindssygt vigtige bog. Jexen står også bag podcasten af samme navn, hvor hun sammen med en række fagfolk præsenterer sine lyttere for alle de fantastiske kvinder, som har eksisteret (eller stadig gør det). Jexen ønsker at skrive de glemte kvinder ind i historien, og denne bog er et vigtigt skridt på vejen. Bogen er velskrevet og smukt illustreret.
Titler markeret med * = anmeldereksemplar, reklame