Søg

Astrid Lindgren


Forfatter: Maria Isabel Sanchez Vegara Illustrator: Linzie Hunter

Udgivet: 24/3 - 2020

Forlag: Albert


 

Astrid Lindgren er en biografi og en del af forlaget Alberts serie Små mennesker, STORE DRØMME. Biografien er skrevet til børn og er en mere kortfattet biografi end Kender du Astrid Lindgren? Det er tydeligt at det i denne bog er illustrationerne som er det væsentlige, da mange detaljer om Lindgrens liv og forfatterskab er udeladt.

For at være ærlig er jeg ikke super fan er illustrationerne i bogen. De er fine og finurlige og Linzie Hunter har en helt særegen streg, men den er desværre ikke helt mig.


Astrid var ikke en helt almindelig mor. Hun elskede igen at lege og var fantastisk til at opdigte historier.

Bogen har et stort fokus på Pippi-bøgerne, hvilket jeg synes var ærgerligt, da Lindgren har skrevet mange gode bøger, som også fortjener at blive fortalt. Dog var det rart at få historien bag Pippi Langstrømpe med i biografien, når fokusset nu skulle være på disse bøger. Det bliver nemlig fortalt, hvordan Lindgren gav Pippi-bøgerne i 10-års fødselsdagsgave til sin datter, Karin, som opfandt Pippis navn. Karakterer som Ronja, Emil, Lotte og Brødrene Løvehjerte bliver desværre kun kort opremset: "Hun skabte mange andre uforglemmelige karakterer som Ronja, Emil, Lotte og brødrene Løvehjerte." Bøger, som jeg mener fortjener mere plads end de fik i denne lille biografi.

Som man nok kan regne ud, var denne bog ikke min bedste læseoplevelse og dette blev ikke bedre af, at bogen indeholder et forkert Pippi citat: "Snart efter kunne Pippi-bøger købes hos boghandlerne. Den kloge, ærlige og vilde og inspirerede læsere over hele verden, Du kender måske talemåden: "det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert." Citat Pippi".

Der er ikke mange der ved det, men det berømte Pippi citat som fremgår i ovenstående tekststykke fra biografien, er faktisk ikke det, som Pippi siger. Jeg har for nylig læst en samlet udgave af alle Pippi-bøgerne og her fremgik det korrekte citat, nemlig: "Jamen Pippi," sagde Tommy, "du kan da ikke spille klaver, vel?" "Hvordan skulle jeg kunne vide det, når jeg aldrig har prøvet," sagde Pippi." Når biografien insisterer på at have fokus på netop Pippi, synes jeg det er ærgerligt, at der ikke er styr på sådan noget her.



I slutningen af biografien er Lindgrens liv uddybet kort sammen med en, også meget kort, tidslinje. Tidslinjen har faktisk kun 4 nedfaldspunkter som i øvrigt ikke uddybes, hvilket kan ses på billedet ovenfor.

Børne-biografien Astrid Lindgren skuffede mig altså, hvis jeg skal være helt ærlig (og det skal jeg jo). Jeg kan ikke undgå at sammenligne med biografien Kender du Astrid Lindgren? som forekom mere nuanceret og detaljeret. Kender du Astrid Lindgren? var anbefalet fra 8 år, og derfor er denne biografi Astrid Lindgren henvendt til en væsentlig yngre målgruppe. Målgruppen fremgår ikke på bogen, men jeg vil vurdere at den passer til børnehavebørn, og på forlagets hjemmeside står alderen også til 5+ år.

Bogen (og hele serien) må være henvendt til dem, som vil vide en lille smule om mange mennesker. Den er oplagt til bogreolen i børnehaven og jeg vil gerne flytte målgruppen ned til fra 4 år, da det primært er illustrationerne som bærer læseoplevelsen.


♥ ♥ ♡ ♡ ♡ ♡

2/3