Forfatter:
Thomas Korsgaard
Titler:
Hvis der skulle kommet et menneske forbi (2017, debutroman)
En dag vil vi grine af det (2018)
Man skulle nok have været der (2021)
Kender du følelsen af, at have læst en bog, som efterfølgende har levet videre i dig efter endt læsning? Sådan har jeg haft det med Thomas Korsgaards trilogi om drengen Tue. Efter at have haft en længere pause fra bøgerne, faldt jeg over den første bog i trilogien "Hvis der skulle komme et menneske forbi", som lydbog. Som jeg husker det, lyttede jeg til den i nærmest ét huk og ville for alt i verden undgå at sætte fortællingen på pause. Kendetegnet ved Korsgaards værker er, at de ofte er præget af talesprog og direkte tale, hvorfor det er helt fantastisk at han også selv har valgt at indtale alle bøgerne. Han oplæser nemlig dialogerne præcis, som han havde tiltænkt dem og endda også med den korrekte dialægt. Efter lytningen af etteren lyttede jeg med det samme videre på toeren "En dag vil vi grine af det", og derfra så jeg kun frem til at kunne forudbestille den tredje og sidste bog "Man skulle nok have været der", som udkom d. 21 maj 2021. Efterfølgende har jeg købt hele trilogien og de skal alle helt klart genlæses på et tidspunkt.
Men hvad handler trilogien så egentlig om? I alle tre bøger, følger vi drengen (og senere den unge voksen), Tue, som bor på en gård udenfor Skive. Her bor han i, hvad jeg vil kalde, en yderst dysfunktionel familie. Tues far er voldelig og usympatisk og hans mor har en svær depression samt ludomani. Udover Tues forældre, bor han også med sine to søskende, en bror og en søster, hvoraf han er den ældste i søskendeflokken. Det er altså herfra, at vi følger Tue gennem hans færden gennem barndommen, ungdommen og senere voksenlivet. Tues barn- og ungdom er alt andet end nem og udover sin dysfunktionelle familie, kæmper Tue også med sin seksualitet, da han oplever en voksende interesse for sit eget køn. Der er derfor ingen tvivl om, at trilogien går under kategorien socialrealisme, men noget af det, der gør netop disse bøger så fantastiske er Korsgaards udsøgte evne til at gøre den ellers (på mange måder) sørgelige fortælling tragikomisk. Der er en perfekt og vigtig balance mellem humoren og alvoren.
Trilogien er delvist selvbiografisk, men præcis hvor meget forfatteren Thomas og karakteren Tue har tilfælles, er svært at sige - og det er i virkeligheden nok heller ikke særligt interessant, hvis man spørger mig. Faktum er, at Korsgaard, som så mange andre forfattere, har oplevet nogle ting, som han har kunne bruge som inspiration til sin helt fantastiske trilogi.
Kort fortalt, er Tue-trilogien en socialrealistisk, tragikomisk og vigtig fortælling om en opvækst med omsorgssvigt, misbrug, kærlighed, venskaber, familie og meget mere. Bøgerne er velskrevne og fortjener at blive læst af alle, der har den mindste hang til socialrealisme (med humor) og samtidslitteratur. Giv den et forsøg, jeg er sikker på, at du bliver hooked - det blev jeg i hvert fald.