Forfatter: Marieke Lucas Rijneveld
Forlag: Vinter Forlag
Udgivet: 28/5 - 2021 (i Danmark)
Bagsidetekst:
“Tiårige Jas bor på en gård med sin streng kristne familie. Hun har sin helt eget måde at sanse verden på: følelsen af kopattesalve på huden som beskyttelse mod de hårde vintre; de grønne tudsers kaperslignende vorter; lyden af »rødmeord« der ikke står i Bibelen. Men da hendes bror under et skøjteløb går gennem isen, står Jas og hendes gudfrygtige familie alene tilbage med sorgen og tabet, som ingen må tale om, og ingen vil kendes ved. Jas ser til- og vender aldrig blikket væk. Og mens forældrene trækker sig ind i sig selv, og familien langsomt falder fra hinanden, bliver Jas og hendes søskende, Obbe og Hanna, mere og mere opslugt af deres egne mørke og farlige fantasier.”
Aftenens ubehag er en bog, hvis titel holder, hvad den lover. Jeg oplevede bogen som en decideret ubehagelig læseoplevelse. Til gengæld er bogen skrevet i et smukt sprog, og jeg har meget svært ved at forstå, at den er skrevet af en debutant. Bogen indeholder et utal af nævneværdige selvstændige tekststykker, og har haft meget svært ved at begrænse mig til dennepanmeldelse.
“Jeg strammer snorene i min jakke lidt. Jeg vil helst sidde på hug på stolen. Så gør det mindre ondt i maven, der er ved at blive oppustet og jeg har nedre udsyn. Men far synes, det er en uærbødig stilling, og banker sin gaffel mod mit knæ, til jeg igen sidder på rumpen. Somme tider er der røde striber på mit knæ, og det føles, som om dagene uden Matthies er blevet streget ind i min hud.”
Som bagsideteksten afslører, følger man i Aftenens ubehag en yderst religiøs familie. Hovedpersonen er den tiårige Jas, som - for at sige det mildt - har det alt andet end let. Tabet af hendes bror, Matthies, påvirker hele familien og Jas får intet at vide om hans død og går derfor fortvivlet rundt og venter på, at han kommer hjem. Jas' forældre forstår hele verden omkring dem gennem gamle bibeltekster og nægter at tale om de vigtige ting her i livet. De mener at Matthies død bør ties ihjel, og udsætter desuden alle børnene for decideret misrøgt. Jas' jakke, som hun nægter at tage af, bruger hun som et form for skjold - for at passe på sig selv og gemme sig for virkeligheden og rædselerne som foregår lige for næsen af hende. Familien går langsomt i forfald og personerne udvikler nogle yderst usunde karaktertræk undervejs som handlingen skrider frem. Og apropos handling, så indeholder bogen ikke den store handling, hvis man spørger mig. Fortællingen eskalerer eller peaker aldrig på noget tidspunkt og jeg savnede hele vejen igennem et ordentligt plot.
“I skæret fra min globus ser jeg rebet hænge fra loftsbjælken over mit hoved. Der hænger stadig ingen gynge i det og heller ingen kanin. For enden af det er der en løkke. Lige netop stor nok til en harehals. Jeg forsøger at berolige mig selv ved at tænke på, at mors hals er mindst tre gange så tyk, og at hun har højdeskræk.”
I begyndelsen var jeg helt hooked på bogen og fik mange Korsgaard-vibes, da bogen handler om et barns opvækst i en dysfunktionel familie. Men hurtigt opdagede jeg, at bogen overhovedet ikke kunne sammenlignes med Korsgaards værker. Aftenens ubehag indeholder ikke den mindste hygge eller humor, som kan skabe en fornemmelse af, at bogen bliver tragikomisk. Det hele var derimod ubehageligt, tragisk og forfærdeligt og fremtiden for de stakkels børn så slet ikke lys ud. Tværtimod.
“Far og mor ser ikke vores tics. De indser ikke, at jo færre regler der er, jo flere begynder vi selv at finde på.”
Efter læsningen af Aftenens ubehag har jeg har lært, at uanset hvor smukt et smukt sprog en bog er skrevet i, så kan en fortælling blive for ubehagelig og klam at læse. Jeg læste bogen som en del af et readalong på Instagram, og havde jeg ikke deltaget i dette, havde jeg - for at være helt ærlig - nok ikke fået læst bogen til ende. Til sidst blev bogen noget, som skulle overstås og jeg nød ikke læseoplevelsen. Til gengæld var jeg glad for, at have nogen at dele mine tanker og frustrationer om bogen med undervejs.
“Nej, forældre lever videre i børnene, ikke omvendt, vanviddet lever videre i os.”
Det er desværre ikke en bog, der får mine største anbefalinger, da jeg bestemt ikke nød den. Jeg vil dog påpege, at hvis man vil læse en bog med et smukt sprog på et yderst højt niveau, så bør man give sig i kast med at læse denne.
Bogen får nedenstående bedømmelse ud fra det smukke sprog:
♥ ♥ ♥ ♡ ♡ ♡
3/6