SÅDAN ANMELDER JEG
Jeg elsker at læse, og jeg elsker at dele mine læseoplevelser - gode som dårlige. Derfor er jeg altid ærlig i mine anmeldelser, og forbeholder mig derfor også retten til at takke nej til en bog, hvis den ikke er noget for mig, eller at jeg ikke har mulighed for at læse den. Når jeg får tilsendt en bog er det vigtigt, at denne bliver stemplet som "anmeldereksemplar". Jeg vil desuden gøre opmærksom på, at jeg ikke er professionel anmelder og ikke har nogen uddannelse inden for litteratur eller formidling (endnu). Jeg ønsker blot at dele min læseglæde og måske endda kunne inspirere til kommende læseoplevelser.
Efter længere tids overvejelser, har jeg valgt at stoppe med at bedømme læseoplevelser med et bestemt antal hjerter. Dette har jeg valgt, da jeg finder det både svært og unødvendigt at reducere en læseoplevelse til et enkelt tal. En læseoplevelse kan være mange ting, og derfor er det vigtigste for mig, at den får de rette ord med på vejen, så man derfra kan skabe en samtale om det læste. Jeg håber, at dette falder i god jord hos læsere, såvel som forfattere og forlag.
Mine tidligere anmeldelser (før juni 2023) vil fortsat have en bedømmelse stående, hvorfor min tidligere anmeldelsespolitik fortsat fremgår nedenfor:
Jeg anmeldte ud fra en skala på 1-6, hvor 6 er den ultimative læseoplevelse.
♥ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡
1 hjerte gives til bogen, som slet ikke faldt i min smag og ikke gav mig en god læseoplevelse. Jeg er ikke blevet fanget af fortællingen, og har muligvis skimmet noget af den. Jeg giver sjældent 1 hjerte til en bog, da jeg oftest ikke læser en bog færdig, hvis den slet ikke fanger mig (og jeg anmelder ikke litteratur jeg ikke har læst).
♥ ♥ ♡ ♡ ♡ ♡
2 hjerter gives til bogen, som ikke faldt i min smag, men som fortjener et ekstra hjerte for eksempelvis et smukt sprog. Det er ikke en bog, jeg ville anbefale.
♥ ♥ ♥ ♡ ♡ ♡
3 hjerter gives til bogen, som gav mig en middelmådig læseoplevelse. Jeg har færdiggjort bogen, men blev ikke 100 procent fanget af fortællingen. Det kan eksempelvis være, at jeg har fundet fortællingen for langtrukken. Det er måske en bog, jeg ville anbefale.
♥ ♥ ♥ ♥ ♡ ♡
4 hjerter gives til bogen, som jeg nød at læse, men som desværre havde mangler enten historie- eller sprogmæssigt. Bogen har været spændende og jeg har været investeret i fortællingen. Det er en bog, jeg måske ville anbefale.
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♡
5 hjerter gives til bogen, som gav mig en fantastisk læseoplevelse. Jeg har været investeret i fortællingen og næsten glemt tid og sted under læsningen. Jeg ville give give bogen mine varmeste anbefalinger.
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
6 hjerter gives til bogen, som gav mig den ultimative læseoplevelse. Jeg er blevet blæst fuldstændig bagover og glemte med sikkerhed tid og sted under læsningen. Historien har gjort stort indtryk og har siddet i mig længe efter endt læsning. Bogen fortjener genlæsning og mine største anbefalinger.